Drømmer du om at blive forfatter? Har du den her bog i hovedet, som du bare ikke kan få tid til at skrive? Beklager at måtte sige det: Så vil du det bare ikke nok. Talent forpligter, men det trænger sig ikke på. Hvis du bliver ved med at have travlt med alt muligt andet, så går det i sig selv igen. Og der er ikke andre, der skriver bogen for dig.

 

Hvad er dit talent?

Hvad er du særligt god til? Noget, der engagerer dig fuldt og helt, som giver dig en dyb tilfredsstillelse at gøre, men som også kan være ubehageligt eller ligefrem smertefuldt?

Ofte skal man helt tilbage til barndommen for at finde sit fortrængte talent. Alt for ofte. Fordi skolesystemet lærer os at sidde stille, høre efter og lære det, som andre vil have, at vi skal lære. Så vi kan få en uddannelse og et job, blive gode samfundsborgere der bidrager til fællesskabet. Et samfund, som er skabt til og af den brede midtergruppe, men hvor originalerne, de begavede og særligt talentfulde falder udenfor. Stjernerne passer ikke ned i kasserne. Så enten må stjernerne folde takkerne ind for at passe ned i kasserne. Eller også må de forsøge at finde et sted, der er stort nok til, at de kan stråle og udfolde deres talent.

Som min underviser på handelshøjskolen, Klaus Guldbrandsen, sagde:

Det handler om at finde verdensmesterskabet i dine børn og dine medarbejdere.

Hans mor havde tidligt opdaget verdensmesterskabet i ham: “Der er det med dig, Klaus, at du ikke kan tænke en tanke uden også at sige den højt. Jeg ved ikke, hvad vi skal bruge det til, men vi skal nok finde på noget.” Klaus blev udviklingskonsulent og underviser.

Så tilbage til barndommen:
Hvad nød du at gøre, da du var barn?
Noget, du aldrig blev træt af at gøre?
Noget, du altid kunne søge tilflugt til?

Hvad er dit talent og potentielle verdensmesterskab?

 

En forfatter fødes – og fortrænges til fritiden

Lad mig dele mit eget eksempel med dig. Lige siden jeg – som den eneste i 3. klasse – lærte at skrive skråskrift, fordi det gik hurtigere og dermed gjorde det lettere at skrive mine tanker ned, har jeg vidst, at jeg ville være forfatter.

Jeg skrev digte, lange stile og plagede min samfundsfagslærer på gymnasiet med mine lange rapporter.

Senere udgav jeg en lille digtsamling, tog kontoruddannelsen for at blive god til at skrive på maskine og søgte ind på forfatterskolen, men fik afslag.

Så mødte jeg min mand, blev gift, fik et barn – og skrev en digtsamling, mens jeg var på barsel, men fik den aldrig udgivet.

Siden arbejdede jeg med regnskab (!) i flere år, tog en uddannelse og skrev kun om aftenen mellem kl. 22-23 for min egen skyld.

Fik et barn mere, tog en uddannelse mere, gjorde karriere inden for human resources – og begyndte at skrive på en fagbog.

Mit skrivetalent var fortrængt til min sparsomme fritid.

 

En drøm realiseres

Den 2. december 2010 kunne jeg gå på posthuset og hente 15 eksemplarer af min bog “Behovsbestemt HR-ledelse – Virksomhedens behov & de menneskelige ressourcer“. I en periode imellem jobs, havde jeg gjort det at skrive til mit arbejde, og dermed havde jeg også realiseret min drøm: Jeg var blevet forfatter! Så da jeg stod der på posthuset med min kasse med beviset, var jeg bare lykkelig. Jeg havde lyst til at råbe det højt og fortælle det til alle, der gik forbi.

I foråret 2012 blev jeg – lidt tilfældigt må jeg tilstå – antaget som erhvervsblogger på Jyllands-Posten, så i næsten tre år bloggede jeg en gang om ugen om de begavede, introverte og særligt sensitive på arbejdsmarkedet. Fra 2013 bloggede jeg også på min egen blog – Belastendebegavet.dk – og fra 2014 også her på Potentialefabrikken. Og selvom man ikke får penge for at blogge, så kunne jeg fra da af sige, at jeg levede af at skrive, for det var den vej, mine klienter fandt mig.

I mellemtiden var jeg gået gang med endnu en uddannelse, men her i foråret havde jeg en mindre krise i forhold til uddannelsen, og hvad jeg skulle med mig selv og mit firma.

Så fik jeg en drøm: En lille pige – som en hjælper i et eventyr – gav mig en vigtig gave. Det var en pen og en speedmarker.

Først dagen efter gik drømmens betydning for alvor op for mig: Pennen var til forfatteren i mig, og speedmarkeren var til foredragsholderen i mig. Så enkelt kunne det siges.

Min moster havde i øvrigt tidligt identificeret mit andet “verdensmesterskab”, nemlig at snakke og underholde et publikum, idet hun hævdede, at jeg “var blevet vaccineret med en grammofonstift”.

Jeg tog mit talent alvorligt og følte mig forpligtet af det.

 

Føler du dig forpligtet af dit talent?

Talent er en kompleks og tvetydig størrelse. Som Lykke Rix sagde i Forfatterhjørnet:

“Der er forskel på, om det føles rigtigt, eller det føles behageligt. Vi skal øve os i at læne os ind i ubehaget.”

Talent forpligter, og nogle gange gør det også ondt. Det har konsekvenser.

Da jeg havde ovenstående drøm, valgte jeg at tage konsekvensen. Jeg tog nogle svære, men nødvendige valg og beslutninger – herunder for første gang i mit liv at afbryde en påbegyndt uddannelse. Og så har jeg søgt professionel rådgivning, fordi jeg denne gang tager mit talent alvorligt.

Resultatet er, at jeg nu:

  • holder tre foredrag på under to uger til efteråret i Gentofte, Aarhus og Odense
  • arbejder benhårdt på at få udgivet min første skønlitterære roman om at være begavet
  • er godt i gang med at skrive fortsættelsen til romanen, og hver gang jeg får skrevet en lysende sætning eller scene får den ultimative følelse af mening og formål.

Gang på gang konstaterer jeg, at hvis ikke jeg havde taget mig tiden til at skrive – efter midnat, når de andre var gået i seng, om morgenen eller hvornår jeg kan skaffe tiden – så var netop den sætning og netop den scene ikke blevet skrevet.

Sagt på en anden måde:

Talent er en gave, der forpligter. 

 

Hvordan kan du træne dit talent og realisere din drøm?

Det afhænger af dit præstationsmønster, altså om du har:

  • det svingende præstationsmønster og har brug for udfordrende mål og deadlines, så du kan toppræstere under pres
  • det stabile præstationsmønster og har brug for et klart, langsigtet mål, så du kan tage det lange seje træk
  • det springvise præstationsmønster og har brug for et højere formål, der kan inspirere dig til at yde dit ypperste.

Hvis du skriver dig op på mailing-listen via formularen nedenfor, får du – helt gratis – tilsendt en nærmere beskrivelse af de tre præstationsmønstre, tips til at motivere dig selv og øvelser, der kan støtte dig i at realisere din drøm.

Tjek dit eget PRÆSTATIONSMØNSTER

 

Få markant mere selvtillid

* 5 effektive tips til at stryke din selvtillid

* 15 % rabat på en afklarende jobkonsultation

* Tips og nyheder 5-6 gange om året

Få markant mere selvtillid

Hej, Nu får du snart de 5 tips til markant mere selvtillid - og senere nogle nyhedsbreve, som du altid kan framelde dig igen.

Share This