Her er 4 tips til, hvad du kan gøre, hvis du både er introvert, ekstrovert og særlig sensitiv:

  1. Bliv din egen bedste ven
  2. Tag hensyn til dig selv
  3. Bær over med dig selv
  4. Tag ansvar for dig selv

Ja ja, det kan jeg sagtens sige, tænker du måske. Men jeg ved lige præcist, hvor besværligt det kan være, fordi jeg selv er og har været det i 46 år, hvoraf jeg har arbejdet med min personlige udvikling i mindst 25 år og fokuseret med at støtte andres udvikling i de seneste 3 år. Det er på den baggrund, jeg anbefaler de 4 tips.

 

Ad 1) Bliv din egen bedste ven

Hvis det er nemt for dig at acceptere og elske dig selv præcist, som du er, så er det overflødigt at blive ven med dig selv. For så er det en selvfølge, at du er din egen bedste ven. Det er bare ikke alle, der er det. Faktisk er der nok for mange, der er langt mere venlige, overbærende, tålmodige og kærlige over for deres nærmeste og venner, end de er over for sig selv. Underligt nok.

Når du er din egen bedste ven, så anstrenger du dig for at forstå og acceptere dig selv. Du fordømmer ikke dig selv eller dine handlinger. Du er nysgerrig efter at lære dig selv bedre at kende og er åben over for at se nye og andre sider af din personlighed eller se dine velkendte sider fra nye vinkler. Du kan lide at være sammen med dig selv. Kan faktisk ikke få nok af dit eget selskab og oplever det næsten som en luksus, hvis et møde bliver aflyst, og du har nogle timer for dig selv. Yes, så har jeg tid til at…!

Den introverte side af dig nyder at være alene, mens den ekstroverte side nyder at være sammen med andre mennesker. Den sensitive side af dig har brug for at kunne lade op, bearbejde dagens mange indtryk og give slip på fortiden. Når du er din egen bedste ven, har du accepteret alle tre sider af din personlighed og giver alle tre sider af dig lige meget plads. Hver dag.

Er du din egen bedste ven?

 

Ad 2) Tag hensyn til dig selv

Når du er introvert har du typisk brug for at lade batterierne op ved at være alene. Det kan være med en god bog, musik, styrketræning eller motion (solosport) i dit eget tempo eller ved at fordybe dig i en særlig hobby, der interesserer dig.

Når du er ekstrovert får du typisk energi af at være sammen med andre, snakke, diskutere eller dyrke sport sammen med andre (holdsport).

Når du er særligt sensitiv har du typisk brug for at koble af og fordøje de mange indtryk, du har fået i løbet af en arbejdsdag. Du kan derfor have brug for at gå en tur alene, meditere, høre musik eller helt enkelt lægge dig under dynen i et mørkt rum – helt fri for flere indtryk.

Når du både er introvert, ekstrovert og særligt sensitiv, så vil du sandsynligvis have brug for at skifte lidt imellem de 3 måder at lade batterierne op, alt efter hvordan du har det, og din dag har været.

Hvordan får du bedst energi?

 

Ad 3) Bær over med dig selv

Det kan faktisk være sværere, end det lige lyder til. Fordi den sensitive side af dig trives bedst med en god stemning omkring dig, og derfor kan du have svært ved at sige nej, hvis f.eks. din kollega har brug for hjælp, din chef beder dig løse en ekstra opgave og det samtidig er dig, der skal hente børn, købe ind og/eller lave mad. Du kommer nemt til at påtage dig for meget. Som gør det svært for dig at tage de nødvendige hensyn til dig selv, og så kan du blive irritabel, sur, råbe ad dine børn, vrisse ad din kæreste osv. Hvorefter du kan blive sur på dig selv og bebrejde dig selv, at du ikke havde mere overskud i situationen.

Kombinationen af at være ekstrovert og særligt sensitiv kan gøre, at du kommer til at sige ja til selskabelighed, du egentlig ikke har lyst til.

Kombinationen af at være introvert og særligt sensitiv kan gøre, at du kommer til at sige ja til for mange opgaver,

Men når du ikke får taget de nødvendige hensyn til dig selv, så du kan lade op, bearbejde dagens indtryk, give slip og få energi og overskud igen, så kan du altså heller ikke forvente af dig selv, at du skal være tålmodig, overbærende, venlig og hjælpsom over for andre i al uendelighed. Du er ikke perfekt. Du er kun et menneske. Du er nødt til at passe på dig selv og være tålmodig, venlig og hjælpsom over for dig selv, før du kan være det over for andre igen. Selvbebrejdelser gør bare ondt værre, så bær over med dig selv.

Hvornår siger du ja til for meget?
Hvordan bærer du over med dig selv?

 

Ad 4) Tag ansvar for dig selv

Det synes du måske, at du allerede gør, og det er kun godt, hvis det er tilfældet. Men mange særligt sensitive er mere tilbøjelige til at tage ansvar for andre, end til at tage ansvar for sig selv. Det er det klassiske eksempel med iltmangel i flykabinen: Du skal først tage din egen iltmaske på, og derefter hjælpe dit barn. For hvis du besvimer, er det ikke sikkert, at dit barn kan give dig iltmasken på, og det kan være katastrofalt for jer begge.

Hvis du ikke sørger for at tage ansvar for dig selv og dække dine basale behov for at koble af og lade op, men derimod hele tiden siger ja til for meget, tager alle mulige hensyn til andres (måske indbildte) behov og er bedre til at tage ansvar for dit arbejde og din familie, end til at tage ansvaret for dig selv, dit helbred og din trivsel, så kan du ende med at blive energiforladt og en tikkende humørbombe, der når som helst kan eksplodere i et raserianfald, som du bagefter fortryder. Eller du kan komme til at drive rovdrift på dig selv og til sidst gå ned med stress eller depression.

Når det er sagt, så kan det faktisk også give dig en masse positiv feedback og bekræftelse at hjælpe dine kolleger og være der for dine nærmeste. Så det handler om at finde den balance, der gør, at du har overskud til begge dele. Altså til at tage ansvar for dig selv og lytte til dine behov, så du bedre kan ansvar for dit job, din familie og det, du ellers involverer dig i. På den gode måde.

Læs også:
Er du både introvert og ekstrovert – og særligt sensitiv?

 

Sådan målretter du dit CV til ønskejobbet

- få CV-guiden nu

 

* 3 tips til at målrette CV'et mod dit ønskejob

* 2 ting du bare IKKE må gøre

* 2 ting du ikke behøver at gøre

 

Træk på Ann C. Schødts 20 års erfaring med rektruttering og få andre gratis tips i mail-serien.

Nu får du snart de CV-guiden - og senere nogle nyhedsbreve med flere tips.

Share This