Ikke en diagnose, men impostor-fænomenet
Normalt er det mig, der henviser andre til deres læge, hvis personlighedstesten eller noget af det, de siger, tyder på, at der måske kan være en diagnose eller andet på spil, så de har brug for mere og andet, end det jeg kan hjælpe med.
I denne uge skete det omvendte: En læge henviste en patient til mig.
Efter nogle samtaler med patienten vurderede lægen, at det, som patienten kæmpede med, nok ikke var en diagnose, men nærmere lød som impostor-fænomenet. Og så viste lægen patienten min hjemmeside.
Patienten var ikke længere en patient med en mulig diagnose, der skulle behandles. Han var et menneske, med stor tvivl på egne evner. Og tvivlen var så stor, at den forhindrede ham i at komme videre med sit liv.
Impostor-ramt og handlingslammet
Personen her scorede over 90 i impostor-testen, og så er der altså smurt et tykt lag impostor-frygt ud over hele tilværelsen. Med så høj en score fylder impostor-tankerne typisk så meget, at personen bliver totalt handlingslammet.
Både dr. Pauline Clance, der opdagede impostor-fænomenet tilbage i 1970’erne, og psykologiprofessor Sonja Rohrmann, som har forsket i og skrevet om fænomenet i 2016, er enige:
Impostor-fænomenet er ikke en diagnose eller noget, man fejler. Men det forhindrer i høj grad dygtige mennesker i at nyde deres profession.
I det her tilfælde havde personen et fint CV med gode og interessante jobs. Og når han endelig skrev en ansøgning, der gjorde, at han kom til samtale, så fik han også jobbet.
Paradoksalt nok var netop det problemet: Han var simpelthen bange for at søge et job og blive ansat.
“For så finder de jo ud af, at jeg slet ikke kan noget af alt det, der står på mit CV!”
Altså turde han ikke søge jobs og blokkerede allerede, når han skulle forsøge at skrive en ansøgning. Derfor havde han også opgivet at være registreret som ledig tilknyttet et jobcenter, for så ville han jo være tvunget til at skulle skrive de obligatoriske to ansøgninger om ugen og blive jagtet som en fredløs. Udover at jobsøgningen i sig selv var angstprovokerende for ham, ville han blive mødt med krav, han ikke troede, at han på nogen måde kunne leve op til.
NB. På nettet bliver impostor-fænomenet ofte kaldt impostor syndrome, og det kaldte jeg det også selv frem til 2015, hvor jeg fik Clances tilladelse til at oversætte Clance Impostor Phenomenon Scale til dansk. I den forbindelse betonede hun, at det netop ikke var en diagnose eller noget, man fejlede. Derfor hedder det impostor-fænomenet og ikke impostor-syndromet. Af samme grund undlod jeg at oversætte det til bedragersyndromet.
Hvor skal man starte, når man er så impostor-ramt?
Pyh, ja hvor skal man starte, og hvor skal man slutte, når man er så hårdt ramt af impostor-fænomenet, at man bliver handlingslammet? Jeg ved desværre, at der ikke er noget quickfix eller tre effektive tips til at få impostor-tankerne til at forsvinde.
Impostor-personligheden
Impostor-fænomenet er en slags professionelt mindreværdskompleks, som er en del af personligheden. Ifølge forskningen (Clance, Lawler, Rohrmann m.fl.) gælder det, at impostor-ramte personer:
- Er ængstelige og pessimistiske i forhold til fremtiden og egne præstationer
- Tvivler på, at de kan leve op til andres – og egne – forventninger
- Frygter at fejle og fokuserer derfor enøjet på det, der kan gå galt
- Har selvhæmmende adfærd med udskydelser og overspringshandlinger
- Er bange for at skuffe andre – og som regel er de skuffede over, hvad de har opnået
- Har svært ved at tage imod ros og anerkendelse, som de grundliggende ikke mener er berettiget
Jeg plejer at sammenligne personligheden med et græsk tempel, hvor hver søjle er et personlighedstræk. Man kan godt justere eller reparere lidt på en enkelt søjle, og når man er færdig med den, kan man gå videre med den næste. Men hvis man forsøger at arbejde med flere søjler på en gang, risikerer man, at det hele braser sammen.
Derfor skal man gå langsomt og forsigtigt til værks, ligesom det kræver både tid, tålmodighed og vedholdenhed at ændre sin personlighed.
Et godt sted at begynde
Når du vil i gang med at mane impostor-fænomenet ned, er en grundig personlighedstest et godt sted at begynde udviklingsprocessen. Så kan du se dine personlige styrker og svagheder sort på hvidt. Og ja, det kan være hårdt, men det sparer dig for at skulle fortælle og forklare i flere timer, når vi allerede første gang kan gå lige til sagens kerne.
Du kan også prøve selv at vurdere, hvor på skalaerne, du ligger mellem:
Optimisme > < Pessimisme
Høj selvtillid > < Lavselvtillid
Tilfredshed med egne præstationer > < Utilfredshed med egne præstationer
Når du har givet dit bud, kan du få en af dine nærmeste til også at vurdere, hvor du cirka befinder dig på de tre skalaer.
Den af de tre skalaer, som I er mest enige om, at du ligger helt til højre på, kan være dit udgangspunkt, når du skal arbejde med dig selv:
- Fokus på det, du er lykkedes med – f.eks. ved at dokumentere det skriftligt
- Styrkelse af din selvtillid – ved at give dig selv en lille udfordring hver dag
- Stop de konstante sammenligninger med andre – mærk i stedet efter, hvad der gør dig glad.
Har du brug for hjælp?
Hvis det stadig er helt uoverskueligt for dig, skal du ikke fortvivle, for jeg har siden 2012 specialiseret mig i at hjælpe personer som dig. Og jeg ved godt, hvor svært det kan være at ændre på impostor-fænomenets hæmmende handlingsmønster og overbevisninger.
Du er velkommen til at kontakte mig.
Du kan også prøve Impostor-testen
Læs også:
- Impostor-fænomenet rammer ikke kun kvinder over 30
- Impostor – skal du først lige… gøre noget for andre?
- Hvad er koblingen mellem høj IQ, sensitivitet og impostor-fænomenet?
- Derfor rammer impostor-fænomenet især de introverte og mest begavede
- Impostor syndrome – er du bange for at skuffe?
- Impostor syndrome – kan jeg komme over det?
