Forskningen har vist, at impostor syndrome eller impostor-fænomenet især rammer de introverte og mest intelligente. Praksis viser, at det i høj grad også rammer de selvstændige og kreative, fordi de er afhængige af, at andre vurderer og definerer, om deres præstationer er gode nok eller ej.
Impostor-fænomenet og de usynlige selvstændige
Rigtig mange, uden tvivl alt, alt for mange selvstændige kommer aldrig ud over rampen med det, de kan. De får aldrig opbygget en sund forretning, som de kan leve af uden at bekymre sig om, hvor de skal få den næste måneds indtægt fra. Overspringshandlingerne står i kø, kun overgået af den dårlige samvittighed over alt det, de ikke får gjort.
De får ikke lavet hjemmesiden færdig, de får aldrig skrevet de der blogindlæg eller det der nyhedsbrev, som gør, at kunderne kan finde dem og kontakte dem. For hvad nu, hvis de ikke kan leve op til det, de skriver? Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der tror på dem. Eller hvad nu, hvis de faktisk henvender sig og bliver skuffede over det, som de køber. Så er det mere trygt og ufarligt at lade være med at skrive noget.
Og der er så mange ting, de først lige skal have gjort, før de kan tillade sig at begynde at tage penge for deres ydelser.
De skal først lige tage et kursus mere, have trykt nye visitkort, have afsluttet den her uddannelse, finde et godt kontor, have fundet på det helt rigtige navn/koncept/produkt eller en anden “god” undskyldning for ikke at tage kontakt til nogen potentielle kunder, ikke begynde at markedsføre sig selv og virksomheden.
Hvis de så endelig kommer i gang og får nogle kunder, så har de mere end almindeligt svært ved at tage penge for det, de gør. For det er jo ikke noget særligt. Det er der så mange andre, der også kan. De andre i branchen er meget bedre, mere erfarne, bedre uddannet osv. Eller lige netop den her kunde har ikke råd til at betale så meget.
Så de forbliver usynlige selvstændige og får aldrig ordentlig fodfæste på det store, barske marked for selvstændige erhvervsdrivende, hvor udbud og efterspørgsel styrer, huslejen skal betales hver måned og det så langt fra er nok at være dygtig og flink. Derude skal man have selvtillid, turde sige, skrive og gøre en hel masse. For ellers kommer man aldrig nogen vegne.
Kender du det?
Så vend den om: Skriv en list over alt det, som dine potentielle kunder går glip af/ikke får hjælp til/ikke kan, hvis ikke lige netop du kommer ud over rampen med din virksomhed, dine produkter og ydelser.
Du har faktisk pligt til at gøre det, du er god til!
Og til at gøre andre opmærksomme på, hvad de kan købe hos dig.
Så du kan overleve som selvstændig og sove trygt om natten. Hver nat.
Impostor-fænomenet og de kreative
Hvis du er skuespiller, musiker, fotograf, kunstner, forfatter, danser, foredragsholder, grafiker eller lignende, er du dybt afhængig af, at andre kan lide det, du kan skabe/levere. Hvis ikke de kan, får du ikke nogen opgaver. Og så får du ingen indtægter.
I værste fald må du opgive og nøjes med at have det som hobby. Du må opgive din passion. Din livsdrøm.
Alt for mange kreative er bange for, at andre skal opdage, hvor talentløse de er. Fordi de hele tiden sammenligner sig med andre og er afhængige af feedback. Og fordi det er så subjektivt og individuelt, hvad andre synes om dem og deres præstationer. Det gør det abstrakt og udefinerbart.
Og fordi de identificerer sig med deres produkt. Deres passion er deres liv. Alt afhænger af deres præstationer, når de er på. De har livet i hænderne, hver gang de præsterer noget. Det er alt eller intet. Knald eller fald. Og de ved aldrig rigtigt, hvornår det er godt. Det bliver i hvert fald aldrig godt nok.
For inde i dit hoved har du en oplevelse af, at du kunne have gjort det endnu bedre. Hvis folk roser dit arbejde, kan du have en nagende følelse af at bluffe, for du har jo ikke leveret dit absolut bedste. Eller du tænker, at du bare har været heldig, eller at dem, der roser og beundrer dig ikke har forstand på det, for så ville de jo kunne se alle fejlene.
Endelig kan du være bange for, at de ikke kan lide dig. Du kan være vildt bange for kritik eller for at blive afvist. Fordi du tager det så personligt. Og så er du tilbøjelig til at fokusere på dine fejl og det, du ikke gjorde godt nok, i stedet for det, du faktisk gjorde godt.
Bedre bliver det slet ikke, hvis du faktisk får succes, for så kan du få præstationsangst, skriveblokeringer og frygte, at du ikke kan gentage det og leve op til deres forventninger.
Det er catch 22. Uanset om du fejler eller har succes, uanset hvor godt du gør det, så er det aldrig godt nok, eller også går det helt sikkert galt næste gang.
Kender du det?
Så vend den om: Gør det, du gør for din egen skyld. Bare fordi du elsker at gøre det og ikke kan lade være. Sælg det så tit og meget du kan, lær af dine fejl, men hold dit fokus på at komme i flow og være i processen.
Så kan de andre mene, hvad de har lyst til.
Du gør bare det, du kan.
Fordi du skal.
Prøv impostor-testen
