Impostor-fænomenet og urealistisk selvopfattelse
Helt tilbage i 1970’erne opdagede dr. Pauline Clance og Suzanne Imes, at der var en gruppe studerende, der trods deres gode karakterer og resultater alligevel frygtede, at de ikke ville klare sig godt til næste eksamen. At de var blevet optaget på studiet ved en fejl, så det kunne kun være et spørgsmål om tid, før det blev opdaget – og de blev bortvist. Clance og Imes kaldte det impostor-fænomenet.
I 1980’erne opdagede David Dunning og Justin Kruger uoverensstemmelsen mellem nogle studerendes selvovervurdering og deres faktiske præstationer – også kaldet Dunning-Kruger-effekten. I forbindelse med deres fire studier, var de samtidig med til at bevise det modsatte, nemlig impostor-fænomenet: De deltagere, der havde klaret sig bedst, undervurderede konsekvent deres egen præstationer.
Impostor-fænomenet og Dunning-Kruger-effekten
Fælles for både de impostor-ramte – som ikke kan se, deres egne evner – og dem, der ikke kan se deres egne fejl – grundet Dunning-Kruger-effekten – er, at begge parter har en urealistisk selvopfattelse. De impostor-ramte havde dog den metakognitive kompetence, der gjorde, at de – efter at have set andres opgaveløsning – kunne opjustere vurderingen af deres egne præstationer. Det er derfor, jeg plejer at anbefale, at man eksempelvis tager en IQ-test, så man har et faktuelt sammenligningsgrundlag.
Det er samtidig det, der gør, at der er håb for de impostor-ramte; de kan faktisk justere deres selvopfattelse og dermed også mindske omfanget og effekten af deres impostor-tanker.
Tegn på, at du er ramt af impostor-fænomenet – uden at vide det
Mange impostor-ramte er ikke selv klar over, at de er det. Det er der flere grunde til:
- De tror, at alle andre har det på samme måde.
- De ved ikke, at der findes et navn for det.
- Det er en blind vinkel i deres selvopfattelse, som de ikke er bevidste om.
Her er de typiske tegn på, at du er ramt af impostor-fænomenet:
- Du sammenligner dig med andre og synes, at de andre er mere intelligente, kompetente osv.
- Du har svært ved at tage imod ros og internalisere den som en del af din selvopfattelse
- Hvis du får ros, er du tilbøjelig til at nedvurdere dig selv og tale din præstation ned
- Grundlæggende synes du ikke, at det, du kan eller ved, er noget særligt
- Du tror, at det, der er nemt for dig, også er nemt for alle andre
- Du har en klar tendens til at fokusere på fejl og det, der ikke lykkedes
- Du er skuffet over, at du ikke har opnået mere – fordi du sammenligner dig med de forkerte
- Dine forventninger til dig selv er ekstremt høje, så du bliver aldrig rigtigt tilfreds med din indsats
- I stedet for at se alt det, der er gået godt for dig, hænger du fast i det, som gik mindre godt
Det essentielle er, at andres opfattelse af dig og det, du kan, slet ikke stemmer overens med din egen opfattelse. Det de andre ser hos dig, kan du ikke selv se.
Prøv selv impostor-testen
Impostor-komplekset og udseendet
På det seneste er jeg blevet opmærksom på en særlig version af impostor-komplekset, som knytter sig til personens udseende. Det findes i flere varianter:
Lav selvtillid og lavt selvværd
Personen scorer meget højt i impostor-testen og har en oplevelse af, at alle andre er pænere, smukkere, slankere, mere veltrænede og i særdeleshed mere populære. Når vi arbejder med deres negative impostor-tanker i den mentale U-vending, dukker disse sætninger typisk op:
”Jeg er grim/tyk.”
”Der er ingen, der kan lide mig.”
”Jeg er uinteressant/kedelig.”
”Der er ingen, der har lyst til at være sammen med mig.”
Her kan personen sidde fast i tidlige oplevelser fra skoletiden, hvor de populære og socialt succesfulde med mange venner eller veninder havde et udseende, der var meget anderledes. Hvis den populære pige i klassen var lidt buttet og tidligt udviklet, kunne det hos den spinkelt byggede uden for inderkredsen nemt resultere i konklusionen:
”Jeg skal se anderledes ud for at nogen vil snakke med mig.”
I de nu ni år jeg har arbejdet med impostor-komplekset, har jeg også haft et par fotomodeller i konsultationen, som også scorer højt i impostor-testen. Her får tvivlen en anden kant:
”Er jeg pæn nok?!”
Fordi de på modeljobbet omgås andre, der er smukke og pæne. Og dermed kommer til at sammenligne sig selv med andre, der ikke ser ud som de fleste – altså et helt skævt sammenligningsgrundlag.
Høj selvtillid og lavt selvværd
I impostor-testen er der både meget høje og meget lave scores. Personen er godt klar over, at han/hun ser godt ud, så selvtilliden er ok, men netop fordi personen er så vant til, at andre fokuserer på udseendet, dukker tvivlen op:
”Kan de overhovedet lide mig, hvis de lærer mig at kende?”
Det kan gøre personen tilbageholdende i sociale sammenhænge, og især i forhold til valget af en partner kan det lave selvværd hæmme. For den nye, potentielle partner kan jo kun se det ydre.
”Hvad nu, hvis hun bliver skuffet og slet ikke kan lide mig alligevel?”
Når jeg har personer med lavt selvværd i udviklingsforløb, kan det i personlighedstesten vise sig som svingende selvtillid (spredning på selvstændig beslutningstagen) og meget lav risikovillighed.
Personen vakler imellem selvsikkerhed og tvivl, og især på privatfronten og sociale sammenhænge kan der være en frygt for afvisning, som gør personen meget forsigtig og tilbageholdende.
Det kan forstærkes yderligere, hvis personen også er ekstra påvirkelig/sensitiv. Fordi der er så meget mere på spil, og personen er mere sårbar over for afvisninger.
Normalt/højt selvværd og lav selvtillid
Andre kan se, at personen er pæn eller smuk, men personen kan ikke selv se det – og mener det slet ikke. Fordi personen mangler selvtillid ift. sit udseende. Den variant er ikke nødvendigvis synlig i impostor-testen, medmindre der også er en høj IQ. Når jeg alligevel ser det som et impostor-kompleks, er det, fordi personen gør præcist det samme som ubevidst begavede gør. Den ubevidst pæne/smukke:
- Sammenligner sig selv med andre – altid i de andres favør
- Har svært ved at tage imod ros og komplimenter
- Fokuserer på det uperfekte, fejl og mangler ved eget udseende
- Nedvurderer og taler sig selv ned
- Kan ikke selv se eller forstå, at de andre synes det
- Sætter en ekstremt høj standard for, hvornår man er pæn eller smuk
- Har et skævt og urealistisk selvbillede
Ligesom andre impostor-ramte kan de have haft dårlige oplevelser, som har sat sig fast i deres selvopfattelse. De kan have været buttede eller klodsede som børn – og stadig mene, at de er det. De kan have stået i skyggen af søskende eller forældre, som var åbenlyst smukke eller pæne, så det blev kommenteret i den impostor-ramtes påhør.
Når den ubevidst pæne/smukke forbliver i uvidenhed om det, er det også præcist som hos ubevidst begavede:
”Andre synes, at det er så åbenlyst, så de undlader at sige noget.”
Vi lever i Jantelovens hjemland, og personen skulle jo nødigt få nykker.
Når de ubevidst pæne/smukke endelig får det at vide – under fire øjne – bliver de tavse. Selvom de har lyst til automatisk at protestere. Fordi de i den situation bliver nødt til at overveje, om der kan være noget om det. Og justere på deres selvbillede.
P.S. Der findes også en Dunning-Kruger-variant, hvor personer med relativt almindeligt udseende labber komplimenter i sig og derefter har behov for at dele dem med alle mulige andre. Her er det de andre, der bliver tavse.
