Er du også en af dem der frygter at blive afsløret, selv om – eller netop når – du har succes?
En af dem, der bagatelliserer dine resultater, beskedent nedvurderer dine kompetencer og ikke mener, at det du kan eller har opnået er noget særligt?
Mener du selv, at din succes udelukkende skyldes held, tilfældigheder og andres indsats – i hvert fald ikke dine egne evner og præstationer. En succes, du i øvrigt er inderligt bange for, at du ikke kan gentage, så du får præstationsangst og skriveblokering.
Går du og frygter, at det før eller siden må komme for en dag, at du ingenting kan, at du har snydt eller det var en fejl, at du overhovedet kom ind på studiet/blev ansat/blev forfremmet?
Er du afhængig af andres feedback, selv om du lider svært og længe, hvis du får kritik.
Så er du ramt af impostor syndrome eller impostor-fænomenet. Og jeg kan berolige dig med, at det kun foregår inde i dit hoved, hvor du har en urealistisk selvopfattelse.
Siden de to kvindelige, amerikanske forskere, Pauline Clance og Suzanne Imes, identificerede Impostor Phenomenon – eller “svindlerfænomenet” som nogen kalder det på dansk – hos kvindelige studerende i 1978, har man konstateret, at det også florerer uden for det akademiske miljø, hvor det især rammer mange mandlige erhvervsledere – i USA og herhjemme.
Kurt Larsen, tidligere direktør for DSV, indrømmer således i Rasmus Andersens bog “Leder DNA” følgende: “I dag er jeg direktør for en meget stor og meget succesfuld virksomhed, men i princippet har jeg jo aldrig lært en skid. Nogle gange siger jeg til min kone, at jeg bare går og venter på at blive afsløret.”
Impostor-fænomenet og intelligens
Da jeg fordybede mig i de interessante artikler og forskning omkring emnet, slog det mig, at der var en åbenlys fællesnævner og sammenhæng: talent og intelligens. Fordi de begavede og talentfulde oplever, at der er noget, de – i andres øjne – er relativt gode til og opnår flotte resultater med, uden at de selv har oplevelsen af at skulle anstrenge sig. Så deres konklusion bliver, at de har nok snydt, og at deres succes er ufortjent. De er ifølge Dunning og Krugers forskning yderst kompetente og derfor tilbøjelige til at tro, at alle andre også kan det samme som dem eller ligefrem er bedre til det. De er med et populært læringsudtryk fra 90′erne ubevidst kompetente. Og deres selvtillid (=tillid til sig selv og egne evner) er derfor heller ikke proportionel med deres kompetenceniveau, så de som konsekvens heraf får en urealistisk selvopfattelse.
Begavelse kan som bekendt komme til udtryk på mange måder jævnfør Gardners 7 (nu 10) intelligenser, så du er måske højt begavet motorisk eller musikalsk, mens du kløjs gevaldigt i diverse intelligenstests, som udelukkende måler din logiske eller sproglige intelligens.
Velbegavede – statistisk set de øverste 3-10 % – og højtbegavede – de øverste 2 % – oplever ofte i deres skoletid at have ekstraordinært nemt ved at lære – når de vel at mærke er motiverede for det og bliver udfordret tilpas. Så er det ligefrem sjovt! Til gengæld slår deres manglende evner inden for andre områder desto hårdere, fordi de ikke – som deres normaltbegavede klassekammerater – er vant til at skulle prøve sig frem eller være flittig for at lære noget. Derfor konkluderer de nemt “Jeg er dum, fordi jeg ikke forstår matematik!” hvorefter de helt opgiver faget og tror, at de ikke er begavede.
Højtbegavede behøver sjældent at lave lektier. I stedet springer de dovent over, hvor gærdet er lavest, hvormed de ikke får den tilstrækkeligt disciplinerede arbejdsmoral, som er nødvendig for at gennemføre en videregående uddannelse. Mange af dem møder allerede muren på gymnasiet, hvor de – hvis de ikke vedvarende bliver holdt til ilden af deres forældre og lærere – kommer faretruende bagud med især de skriftlige opgaver og/eller forfalder til at pjække så meget, at de måske ender med at skulle op i fuldt pensum, bliver smidt ud eller skal gå en klasse om.
Når de højt begavede bliver intelligenstestet med en bred test, kan der i øvrigt være opgaver, de ikke løser helt så godt, fordi opgaverne virker alt for lette, så de undervejs konkluderer: “Der må være noget galt med testen” eller “der må være noget, jeg har overset (=jeg har snydt!)”
De begavede derimod har en lidt bedre arbejdsmoral og har været vant til at skulle slide lidt mere i det end de højt begavede. De flittigste af dem ligger i den øvre ende af klassen og består med glans alle de uddannelser, de kaster sig over. Alligevel går de rundt og bilder sig selv ind, at det da ikke var noget særligt, at de bare var heldige med de fag og emner, de kom op i – og de andre nemt kunne have klaret sig lige så godt, hvis de havde været lige så heldige eller flittige. De har med andre ord et højt kompetenceniveau, der ikke matches af deres lave selvtillid, hvormed de undervurderer deres egne evner og overvurderer andres.
Kvinder og intelligens
Det er min erfaring, at især begavede kvinder er stærkt tilbøjelige til at undervurdere sig selv og deres intelligens: “Jeg ligger bare lidt over middel.” “Jeg er nok alligevel ikke så klog. Hvad nu hvis jeg bliver testet (=afsløret!), og det viser sig, at jeg ikke scorer ret højt?!” Til jer vil jeg sige: “Hvad nu, hvis du hele dit liv har svindlet med din intelligens ved at underspille dig selv og ikke har udnyttet dit potentiale?!”
Så til alle jer, der går rundt og frygter at blive afsløret, vil jeg sige:
“Slap af! Nyd det du gør. Bliv testet og få fakta på bordet. Tro på alle dem, der roser dig. Sig tak og tag det til dig, så du kan styrke sin svindlende lave selvtillid!”
PS. Jeg følte mig overhovedet ikke truffet af svindlersyndromet. Først for nylig, da jeg talte med en ven, der længe forgæves havde forsøgt at blive erhvervsblogger, gik det op for mig, at det måske ikke bare var, fordi jeg havde været heldig, og at alle dem, der syntes, at det var “Godt gået!” måske havde lidt ret… 😉
Prøv selv impostor-testen
Oprindeligt publiceret på Jyllands-Posten den 23. maj 2012
