Impostor-fænomenet rammer begge køn og alle aldre

I en artikel i Alt for damerne stod der, at impostor syndrom er en slags angst, der især rammer kvinder på 30+ (pudsigt nok svarende til bladets læsere). Men det passer slet ikke.

Impostor-fænomenet er en slags professionelt mindreværdskompleks, der rammer begge køn, men oftere yngre kvinderBlandt 6.600+ respondenter af impostor-testen var andelen af kvinder 75,3 % for aldersgruppen under 20 år, 73,6 % for de 30-39-årige og kun 63,6 % var kvinder 60 eller mere. Mænds andel af respondenterne steg tilsvarende med alderen. Eftersom der ikke er en normalfordeling, og respondenterne heller ikke er udvalgt repræsentativt i befolkningen eller ligeligt blandt de to køn, siger resultaterne her kun en ting:

Kvinder oplever oftere impostor-følelser og -tanker som yngre, mens det hos mændene synes at slå igennem senere.

Det bekræftes af en impostor-ramt mand på 51 år, jeg netop har talt med, og som scorede 90 i impostor-testen:

Da han var yngre søgte han stillinger, hvor han kun kunne leve op til halvdelen af kravene, for resten kunne han jo lære. Men nu søger han kun jobs, hvor han er sikker på at kunne leve op til (næsten) alle kravene.

 

Impostor-ramt uanset profession

Impostor-fænomenet rammer bredt i forhold til profession:

Uanset om du er akademiker (med en anden uddannelse end kollegerne), topdirektør, specialist, forfatter eller selvstændig, vil du være tilbøjelig til at sammenligne dig med dine kolleger og tænke, at de har den rigtige uddannelse, de ved meget mere end dig, og derfor klarer de sig langt bedre.

Uanset om du er musiker, underviser, skuespiller, foredragsholder eller (blot) skal præsentere noget for ledelsen en gang imellem, så skal du ind i rampelyset og levere en præstation, som vil blive bedømt af andre. Hver gang kan du have en oplevelse af at skulle leve op til tårnhøje forventninger – og være ved at gå til af frygt for at skuffe dem.

Og det er netop problemet for de impostor-ramte ifølge psykologen Sonja Rohrmanns forskning (2016):

De impostor-ramte kan ikke internalisere deres succeser, de har lavt selvværd og en tendens til negative følelser. De er optagede af at gøre et godt indtryk på andre, men de har en selv-hæmmende adfærd, der forhindrer dem i at nyde deres profession.

 

Underviseren, der fik ondt i maven

Noget af det værste, en impostor-ramt kan blive udsat for, er at skulle stille sig op foran en flok mennesker og holde et indlæg eller undervise. For så bliver man vurderet og bedømt af andre. Som uden tvivl synes, at man er helt elendig. Forestil dig så at skulle undervise en flok elever i noget nyt, du ikke selv synes, at du ved nok om.

I de år, jeg har arbejdet med impostor-fænomenet, har jeg talt med flere undervisere, der fik det fysisk dårligt, hver gang de skulle på. De blev syge aftenen inden. De fik ondt i maven om morgenen og forsøgte at sygemelde sig. Eller de måtte holde ind til siden og kaste op på vej hen til undervisningsstedet.

Alt i personens krop sagde med al ønskelig tydelighed:

Det her vil jeg ikke! Jeg tør ikke. Jeg kan ikke. Lad mig få lov til at slippe for det!

 

Personen på scenen, der kæmpede med mindreværdet

Trods Sys Bjerres store radiohit Malene er hun alligevel en af dem, der kæmper med impostor-fænomenet:

Den situation, Nik og Jay står i, er virkelig misundelsesværdig for os andre, som går sindssygt meget op i, hvad folk mon lige går og tænker. Det ville nok være en del sjovere at lave musik, hvis ikke man var så skide bange for at blive afsløret.

Det fortæller hun i artiklen i Information i december 2010, hvor også skuespilleren Jens Albinus genkender det:

Skuespilfaget bonner ind på alle de farlige parametre for præstations-junkies: Der er eksamen hele tiden. Synliggørelse og vurdering hver eneste dag. Og er du ikke på, er du ingenting.

Skuespilleren Preben Rye betroede i slutningen af sin karriere kollegaen Birgitte Federspiel:

Jeg har spillet med de største. Og de opdagede aldrig, at jeg snød. Man står med et landskab, hvor der er vide muligheder for at tvivle på egne evner, især når man opnår positiv respons.

I en artikel i Berlingske (februar 2013) fortæller den prisvindende amerikanske skuespiller Dustin Hoffman:

Jeg følte mig ikke som en fiasko. Jeg var en fiasko. Min bror Ronald var mønstereleven og sportsstjernen. Jeg var ingen af delene. (…) jeg var på en eller anden måde blevet programmeret til at tro, at han var en succes, og jeg var en fiasko. Og den følelse har aldrig forladt mig.

 

Direktøren, som gik og ventede på at blive afsløret

I sin bog Leder DNA interviewer Rasmus Ankersen 25 topledere for at forstå, hvad der gør dem til ledere. Om det er uddannelsen, erfaringerne eller hvad det er, der bringer dem til tops i store organisationer. En af dem var Kurt Larsen, tidligere direktør for DSV:

I dag er jeg direktør for en meget stor og meget succesfuld virksomhed, men i princippet har jeg jo aldrig lært en skid. Nogle gange siger jeg til min kone, at jeg har det sådan, at jeg bare går og venter på at blive afsløret.

Og da han fik Tietgens guldmedalje, som uddeles til konger, dronninger, store industrifolk og kunstnere, tænkte han:

Gad vide, om de nogensinde opdager, hvor lidt jeg i virkeligheden kan.

 

Manden, som bare ventede på at blive fyret

På et tidspunkt blev jeg kontaktet af en partner i et travlt mediebureau. Han havde det helt forfærdeligt! For hver gang de to andre partnere gik ind i et mødelokale, uden at han selv var inviteret med, var han fuldstændigt overbevist om, at nu talte de om ham! Nu blev de enige om, hvor dårligt han præsterede, hvor skuffede kunderne var over det, han leverede osv. Hver gang begyndte alle de negative tanker at kværne i hans hoved. Og hver morgen var det en sand plage for ham at tage på arbejde. Fordi han hver dag ventede at blive kaldt ind – og fyret!

En anden mand havde efter mange år i samme firma mistet sit job, og efter et par år med usikre kontraktansættelser havde han endelig igen fået et fast job i en stor international virksomhed. Hver gang slutningen af måneden nærmede sig, var han bekymret for at blive kaldt ind til en alvorlig samtale med deltagelse fra HR. Hver den 1. i en ny måned åndede han lettet op, fordi han heller ikke var blevet sagt op denne gang. Hver måned talte han sammen, hvor lang tids opsigelse, han nu havde. For det måtte jo komme.

Præcist sådan tænker rigtigt mange af de impostor-ramte, jeg har talt med siden 2012:

Det kan kun være et spørgsmål om tid, før de finder ud af, hvor lidt jeg kan og ved. Og så fyrer de mig helt sikkert!

En af mine workshopdeltagere havde endda en historik med at opsige sit job, når hun havde allermest succes, og hver gang blev chefen og kollegerne lige overraske. For i deres øjne var hun en stjerne, der præsterede langt over gennemsnittet. (Det var naturligvis ikke sådan, hun selv formulerede det, men det man kunne forstå ud fra deres forundrede reaktioner.)

 

Den gode nyhed: Du kan gøre noget ved det!

Og her må jeg nok desværre begynde med at skuffe dig lidt. For der findes ikke nogen nemme løsninger, der kan fixe dit impostor-kompleks med et snuptag. Tværtimod. Jo ældre du er, desto stærkere en del af din personlighed og dit adfærdsmønster er det blevet. Derfor virker de mange tips heller ikke.

Det hjælper dig heller ikke, at andre siger til dig, at du bare skal gøre dit, eller du bare skal sige til dig selv, at du sagtens kan. Hvis det virkede, havde du jo gjort det for længst.

Jo højere du scorer i impostor-testendesto større en indsats skal der til. Men det kan lade sig gøre!

Det beviste Rebekka Knudsen, der scorede 100 af 100 mulige i impostor-testen, men efter udviklingsforløbet scorede hun under 40! Derfor spurgte hun mig, om jeg ikke ville være med til at skrive en bog om det, og det gjorde vi så.

Til maj 2020 udkommer den første bog på dansk: Impostor-komplekset – forstå og håndter dit mindreværd på forlaget Mindspace. Den kan du glæde dig til at læse – men især til at arbejde med øvelserne og gøre det, der virker.

Jeg glæder mig til at høre fra dig og hjælpe dig med dit impostor-kompleks.

Bedste hilsner
Ann C. Schødt

Share This