Får I det bedste ud af jeres begavede medarbejdere? Eller spilder I deres tid og ressourcer med langtrukne møder? Får de god tid til at fordybe sig? Eller bliver de konstant afbrudt i deres arbejde?

 

De 4 mest typiske kendetegn hos begavede

Baseret på 24 års erhvervserfaring fra 15 forskellige virksomheder, heraf 12 år med tests, rekruttering og Human Resources, sammenlignet med de seneste mere end 5 års professionelt arbejde med udvikling af potentialet hos de 10% bedst begavede, tegner der sig nogle klare forskelle mellem de begavede og de normaltbegavede medarbejdere. Det dannede baggrunden for selvevalueringen af de 15 typiske kendetegn hos begavede.

De over 3.800 respondenter genkender især følgende:

93,4% – Stiller meget høje krav til sig selv, fordi de ved, hvad de kan præstere.

92,9% – Synes tit at møder bliver for langtrunke eller går i tomgang.

91,0% – Kan blive helt opslugt og glemme alt omkring sig, når de først går i gang med noget, de synes er spændende.

88% – Synes at det er sjovt at blive udfordret intellektuelt og bruge hovedet til at finde løsningen.

Er I opmærksomme på det? Og ved I, hvad I kan gøre for at bruge de begavede medarbejdere bedst?
Her er 4 tips til at bruge deres tid og ressourcer bedre.

 

1. tip: Stil krav og tilpas forventninger

De begavede medarbejdere stiller ofte meget høje krav til sig selv, fordi de selv ved, hvad de faktisk kan præstere, hvis de bare anstrenger sig lidt mere. Det kan være i forhold til kvalitet, etik, fejlfrihed eller kundernes udbytte. Mange af dem er perfektionistiske eller ramt af impostor-fænomenet, så de kan faktisk stille urimeligt eller urealistisk høje krav til sig selv. Overliggeren kommer helt op i skyerne.

Derfor er det desto vigtigere, at du som deres leder sikrer dig, at I får afstemt forventningerne – så præcist og konkret som muligt. Ellers risikerer I, at de bruger for megen tid på at løse en opgave 120%, hvor du og virksomheden havde været rigeligt tilfredse med 80%.

Så du kan med fordel spørge ind til, hvilke krav og forventninger de selv har til opgaveløsningen, inden du definerer præcist, hvad du forventer og kræver.

2. tip: Fri dem for lange møder

Jeg ved godt, at det lyder provokerende og helt sikkert vil skabe røre i afdelingen, hvis du fritager en eller flere af de begavede specialister for at deltage i møder af over en halv times varighed. Men I spilder deres tid og ressourcer, og I går glip af alt det, de kunne have brugt deres tid på at løse og udrette i stedet for.

Så prøv det. Bare som forsøgsordning i en periode. Eventuelt på skift. Og følg så op på, hvad de har fået gjort, imens I andre holdt møder.

3. tip: Giv dem tid og rum til fordybelse

Rigtigt mange af de begavede har det springvise præstationsmønster. De er drevet af lyst, passion, engagement, mening og det at arbejde for et højere formål. De præsterer deres ypperste, når de kommer i flow, men det kan til gengæld være mere end almindeligt svært at komme på en typisk arbejdsplads med storkontorer, mails, telefoner og alt muligt andet, der kan forstyrre. Det kræver flere sammenhængende – uforstyrrede – timer at komme i flow. Og selv da, kan personen kæmpe en hård kamp med overspringshandlinger.

For nogle kan det være en løsning at gå ind i et mødelokale og sætte mobilen på lydløs i nogle timer. Andre er mest effektive, når de arbejder hjemmefra. Atter andre skal bare have musik i ørerne og lukket for mailboksen og internettets distraktioner.

Læs mere her: Præstationsbestemt ledelse: Få det bedste ud af dine medarbejdere

4. tip: Giv dem udfordringer

Dine begavede medarbejdere har en sportsvogn mellem ørerne, og den skal bruges til at køre stærkt! De har en stejl indlæringskurve, så du behøver kun at forklare tingene én gang (og nogle gange får du ikke engang talt færdigt), før de har forstået opgaven og er i gang med at løse den. Til gengæld kommer de hurtigt til at kede sig, når tingene går langsomt.

Prøv at give dem en liste over dine opgaver og spørg, om der er nogen af dem, de har lyst til at prøve kræfter med. Du behøver ikke at være bange for, at de vil overtage dit job eller opfatte dem som en trussel, for det er som regel nok for dem at løse en opgave en eller to gange, før det bliver rutine, og de mister interessen. Det er kun en udfordring første gang, og det er udfordringen – for udfordringens skyld – de tænder på. De vil bare have lov at træde sømmet i bund på den Ferrari, de har mellem ørerne. Bare en gang imellem.

Læs mere om Ferrari-ledelse: Sådan leder du dine begavede medarbejdere mere effektivt

Læs evt. også:

Sådan målretter du dit CV til ønskejobbet

- få CV-guiden nu

 

* 3 tips til at målrette CV'et mod dit ønskejob

* 2 ting du bare IKKE må gøre

* 2 ting du ikke behøver at gøre

 

Træk på Ann C. Schødts 20 års erfaring med rektruttering og få andre gratis tips i mail-serien.

Nu får du snart de CV-guiden - og senere nogle nyhedsbreve med flere tips.

Share This