Foto: Ann C. Schødt   “Kom op på cyklen og kom videre”

Ydre grunde til at du bliver i jobbet

Der kan være flere grunde til at du bliver hængende i et job, selvom du faktisk mistrives. De ydre årsager kender de fleste:

  • Økonomien – lønnen er høj og blevet til gyldne håndjern
  • Geografien – du arbejder tæt på, hvor du bor, så det er bekvemt
  • Kollegerne – du har det sjovt og godt sammen med dine kolleger
  • Chefen – der er langt imellem chefer, som kan se og bringe dit potentiale i spil, og du har været heldig
  • Jobbet – du gør en forskel, hjælper andre og kan se en mening med dit arbejde, selvom det er for hårdt
  • Trygheden – du ved, hvad du har, men ikke hvad du får.

Der kan også være grunde på privatfronten, f.eks. at du er eneforsørger, har en partner, der er sygemeldt eller hensynet til børnenes institutioner og/eller skoler, gør det svært at flytte.

 

Indre grunde til at du bliver i jobbet

Nogle gange er årsagen til, at du mistrives også forklaringen på, hvorfor du ikke for længst har søgt videre: Du har ganske enkelt hverken energien eller motivationen til at gøre det.

Blandt de hundredevis af begavede og/eller særligt sensitive, som har konsulteret mig siden 2012, er årsagerne til mistrivsel oftest:

  • Boreout – de savner udfordringer og har kedet sig så længe, at det ligner stress eller udbrændthed
  • Impostor-fænomenet – de tror ikke på egne evner, så de går og gruer for en snarlig fyring
  • Pessimisme – de begavede er sikre på, at aben flytter med, og tror ikke på, det kan blive bedre i et andet job.

Det er ekstra uheldigt i forholdt til at søge videre til et job med bedre trivsel, fordi:

Hvis du er ramt af boreout eller kronisk kedsomhed på jobbet, bliver du mere og mere drænet for energi for hver dag. Når det er værst (du scorer 40+ i testen), går det også ud over selvtilliden, så du hænger endnu mere fast i den negative spiral og egentlig bare går og ser frem til at blive fyret – så du kan slippe fri.

Hvis du er impostor-ramt, mangler du selvtillid og/eller har lavt selvværd. Når det er værst, tror du ganske enkelt ikke på, at der er andre arbejdsgivere, som vil ansætte dig.

Hvis du er begavet pessimist, fokuserer du på alt det, der er galt i dit nuværende job, samtidig med at du mangler troen på, at noget kan blive bedre. Når det er værst har du fuldstændigt mistet håbet.
Læs også: Belastende begavet og sensitiv pessimist

Prøv selv:

Boreout-testen Impostor-testen

 

Hvorfor mangler du motivationen til at søge videre?

Efter at have læst en masse motivationsteori er jeg nået frem til følgende definition:

Motivation er det, der skal til for at få tingene gjort.

Med opdagelsen af præstationsmønstrene har jeg imidlertid fundet ud af, at det er forskelligt, hvad der motiverer os. Der er ikke noget one-size-fits-all.

I forhold til præstationsmønstrene er det også forskelligt, hvorfor vi hænger fast i et job, hvor vi ikke trives:

Med mest af det svingende præstationsmønster, kan du opleve at mangle et mål og/eller at kunne se resultater – og så kommer du ingen vegne, fordi du ikke ved, hvor du skal hen. Du mangler retning.

Med mest af det stabile præstationsmønster bliver du af pligt og ansvarsfølelse – og der skal enten en opsigelse eller en headhunter til, før du kommer videre. Du mangler nogen, der har brug for dig.

Med mest af det springvise præstationsmønster har du sikkert både mistet visionen, meningen og lysten – så du aner ikke længere, hvorfor du går på arbejde, men du orker ikke at gøre andet. Du mangler en mission og noget at brænde for.

Eftersom alle har noget af mindst to præstationsmønstre, kan der både være umiddelbare synlige og mere skjulte grunde til, at du har mistet motivationen.

Tjek selv dit personlige Præstationsmønster

 

Hvordan kan du motivere dig selv til at komme videre?

Hvis du har mest af det svingende præstationsmønster, har du brug for:

  • 2 x K, nemlig et Kortsigtet og Konkret mål
  • En deadline inden for en overskuelig tidshorisont
  • Et konkret job at sigte efter
  • Specifikke opgaver at gå i gang med:
    Opdatering af CV, oprettelse af jobagent(er), kontakte 1-2 personer i dit netværk hver uge osv.

Hvis du har mest af det stabile præstationsmønster, har du brug for:

  • En udløsende faktor, som gør det nødvendigt at trodse din pligtfølelse ift. din nuværende arbejdsgiver
  • En oplevelse af, at der er nogen, der har brug for lige netop dig og det, du kan byde ind med
  • At nogen værdsætter dig og din indsats – derfor kan det at blive taget for givet blive en katalysator for dig.

Hvis du har mest af det springvise præstationsmønster, har du brug for:

  • Noget der giver dig lyst til at stå op om morgenen – ellers kan det hele være lige meget og leverpostej!
  • Noget nyt at brænde for og noget, der antænder din begejstring og passion
  • At gå på mission og ikke bare på arbejde – du har brug for et højere formål og en dybere mening.

Eftersom du har noget af mindst to præstationsmønstre, kan du med fordel kombinere de to mønstre, du har mest af som f.eks.:

1. svingende og 2. springvist:
Formulering af kortsigtede og konkrete mål til at nå hen imod et højere formål.

1. stabilt og 2. svingende:
Hvor er der brug for dig og dine kompetencer til at nå konkrete mål og skaber synlige resultater?

1. springvist og 2. stabilt:
Hvilket meningsfuldt formål appellerer til din ansvars- og pligtfølelse? Hvem har brug for lige netop dig, og det du kan?

At tænke præstationsmønstrene ind i dit kommende jobvalg vil gøre det lidt lettere for dig at komme videre.

God arbejdslyst!

NB! Nederst på siden her kan du udfylde den blå-røde formular og skrive dig op til mail-serien om præstationsmønstrene – så får du meget mere at vide om hvert mønster samt nogle øvelser, der kan gøre dig klogere på dig selv.

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading