“Du skal bare…”
Internettet flyder over med beretninger fra impostor-ramte, der døjer alverdens kvaler i deres arbejdsliv og i det hele taget tvivler på sig selv og egne evner. De kalder det impostor-syndromet og beskriver det mere eller mindre som en ny diagnose, de lige har opdaget, de lider af.
Næsten lige så mange ‘venner’, forbindelser og diverse selvudnævnte specialister uddeler tips og ‘gode’ råd:
Du skal bare tro mere på dig selv.
Du skal bare visualisere, hvor godt det går.
Du skal bare lade være at være på perfektionistisk.
Du skal bare huske dig selv på, hvor god du er.
Men det er langt lettere sagt end gjort. Det ved du. Som ægte impostor-ramt.
For hvis det virkelig var så nemt, havde du da gjort det for længst!
I stedet ligger du søvnløs i flere nætter op til, bliver ved med at ændre præsentationen, øver indtil hudløshed, så du rabler det hele af uden overbevisning. Bagefter… kan du ikke vente med at komme væk! Hvis nogen roser dig, hører du det ikke, tror ikke på det, mener, at de bare siger det for at være venlige. Osv.
Din indre virkelighed er så milevidt fra de andres.
“Du skal da bare gøre dit bedste.”
Pauline Clance, som opdagede og navngav impostor-fænomenet tilbage i 1970’erne, fandt at hendes klienter overordnet havde haft to slags forældre:
- De kritiske, som påpegede de mindste fejl, men aldrig talte om det, der var gået godt
- De overfladiske, der roste i brede, uspecifikke vendinger
Det er den sidste slags forældre, som velmenende siger:
Du klarer dig altid så godt.
Du plejer altid at få gode karakterer.
Du kan blive til hvad som helst.
Resultatet er, at dine forventninger til dig selv skrues op til det urimelige. For du har ingen anelse om, hvornår noget er godt nok. Du kan umuligt selv vurdere det. Du er inderligt bange for at skuffe dem. Og skuffe dig selv.
Du er bange for ikke at leve op til dine egne tårnhøje forventninger.
De andres forventninger er slet ikke i nærheden af dine…
“Du skal bare være mindre perfektionistisk.”
De kritiske forældre skaber perfektionistiske børn, som er bange for at fejle. Fordi de slår ned på den lille ting, der ikke var perfekt, den enkelte fejl i diktaten, det der gjorde, du ikke fik topkarakter, som du ellers gør.
80 % er godt nok.
Siger de velmenende. Men du har ingen anelse om hverken 80 eller 100 % og leverer helst 120 % for en sikkerhedsskyld. Din kritiske forælder er for længst blevet internaliseret, så du hører den kritiske stemme inde i hovedet. Også selv om du er voksen og har været forældreløs i mange år.
I din personlighed er den indre stemme blevet til bestemte adfærdstræk:
- Høj score på detaljer, orden og/eller planlægning – du skal have fuldstændigt styr på ALT
- Lav score på positivt bedømmende – du er selvkritisk og uimponeret af andres arbejde
- Høj score på ansvarstagen – du påtager dig alverdens opgaver, for så er du sikker på, at de bliver løst ordentligt!
Samtidig scorer du som impostor-ramt lavt på selvstændig beslutningstagen, fordi du har lav selvtillid og/eller lavt selvværd. Du er kun god nok, når dit arbejde er fejlfrit, og du tør ikke beslutte noget uden at inddrage andre, fordi du er bange for at tage fejl. Du stoler hverken på dine evner eller din dømmekraft.
Derfor hjælper det naturligvis ikke, at de andre siger, du bare skal lade være med at være så perfektionistisk.
Risikoen for at fejle er alt for farlig.
“Du skal bare tro mere på dig selv.”
Det er noget af det mest fortvivlende, du kan få at vide. For det er netop det, du ikke kan! Du har jo lav selvtillid.
Dem, der siger det, har selv masser af selvtillid. Så de kan slet ikke forestille sig, hvordan du har det. Og de synes da i øvrigt, du bare skal tage dig sammen og gøre, som de siger, du skal gøre.
Det samme gælder lavt selvværd. For det kommer af at være blevet set, mødt, accepteret, rummet og elsket ubetinget. Som du netop ikke blev. Og så kommer det ikke indefra.
Du skal bare elske dig selv!
Lyder det forslidte terapeutråd.
Det er som en sund og rask person, der siger til en kræftsyg:
Du skal bare leve sundt, så bliver du rask.
Eller som at sige til en lam: “Rejs dig og gå!” Mig bekendt var det kun en vis mand fra Nazareth, der kunne helbrede folk på den måde, og han lever ikke længere.
Din opfattelse af, hvad du kan eller ikke kan er totalt upåvirket af, hvad andre siger til dig. Selv deres såkaldte gode råd og tips er uden effekt. Du kan ikke.
“Du skal da ikke være nervøs.”
Mange impostor-ramte har det helt forfærdeligt, når de skal til eksamen, præsentere noget for kollegerne, undervise eller på anden måde skal præstere og vurderes. Det bliver også forstærket markant, når du bliver synlig digitalt og på skrift. Det bliver endegyldigt og føles som liv eller død. Mest som mulig og nært forestående død.
Søvnløshed og overvældende frygt for ikke at kunne levere det nødvendige. Hjertebanken, kvalme og svimmelhed. Nervøsiteten kan have alle mulige fysiske udtryk.
Ofte kaldes det præstationsangst. Igen har der sneget sig et psykologisk diagnose-begreb ind: Angst. Men præstationsangst er ikke en diagnose. Heller ikke selvom det kan føles meget voldsomt.
En del af nervøsiteten kan skyldes perfektionismen og de ekstremt høje forventninger til dig selv. En anden del hænger sammen med lavt selvværd og evt. ekstroversion:
Du er konstant optaget af, hvad andre mener om dig. Hvad de tænker om din præstation. Og dermed hvad de tænker om dig.
Du tror, du kan kontrollere, hvad andre tænker og mener om dig. Gennem dine præstationer.
Men det er en illusion.
“Du skal da bare forlange det, du er værd.”
Uanset om du går til jobsamtale, lønforhandling eller som selvstændig skal sende et tilbud til en potentiel kunde, kan impostor-fænomenet hæmme dig. Dobbelt.
- Du undervurderer det, du kan.
- Du har lavt selvværd.
Så du kan selvfølgelig ikke bede om en markedsmæssig lønpakke, en ordentlig lønstigning, der kan bringe dig på niveau med kollegerne eller sende et tilbud med priser, der matcher konkurrenterne. Det kan du da ikke. Det er alt for meget at forlange!
Her kan det rent økonomisk betale sig at gøre noget ved dit impostor-kompleks. Så du får en mere realistisk vurdering af, hvad du faktisk kan. Og hvad dit arbejde er værd. For det er du vitterligt ikke selv i stand til at vurdere.
Det er ikke bare lige, men det er muligt!
Når du er ramt af impostor-fænomenet er de negative tanker og overbevisninger som en bred sort motorvej i din hjerne. Den skal du væk fra. Men du kan ikke bare sige det modsatte. For det tror du ikke på. Slet ikke. Hvis det virkede, havde du da gjort det for længe siden!
I stedet skal du skabe en lille ny sti. Nye positive tankebaner i din hjerne.
Det kræver gentagelser og vedholdenhed. Og det har jeg hjulpet flere hundrede impostor-ramte med siden 2012.
Så ring 23934841 eller skriv til mig på Annc@potentialefabrikken.dk – når du er klar til at ændre dit liv.
