Hvorfor er det så svært at sige nej?

En del af mine klienter har ualmindeligt svært ved at sige nej – både på jobbet og i privatlivet. Nogle gange har de lyst til at sige nej, men får alligevel sagt ja. Mange gange finder de først ud af bagefter, at de burde have sagt nej. Af alle mulige grunde, som de ikke lige kunne formulere i situationen.

Og de konstaterer, at det manglende nej fik konsekvenser. Både for dem selv og for andre.

Men det er så meget lettere at sige ja.
Fordi det er så svært at overskue konsekvenserne af at sige nej.

Men først og fremmest er det svært at sige nej, fordi de er bange for det.
Bange for, hvad andre tænker og synes om dem, hvis de siger nej.
Bange for at skuffe eller såre andre.
Bange for ikke at blive spurgt igen.
Bange for at fortryde det.

Så de kan helt enkelt ikke sige nej. De tør ikke.

 

4 grunde til, at du ikke kan sige nej

Som altid, når du skal gøre noget, du har svært ved, er der grundlæggende 4 forhindringer:

  1. Din personlighed
  2. Dine relationer
  3. Dit handlingsmønster
  4. Din frygt for fremtiden

I forhold til ikke at kunne sige nej, er det især din personlighed, der spænder ben.

 

1. Din personlighed forhinder dig i at sige nej

I personlighedstesten vil du med stor sandsynlighed

  • Score over gennemsnittet på hensyntagen – så du tager mere hensyn til andre end til dig selv
  • Score under gennemsnittet på mental modstandskraft – så du selv har svært ved at håndtere afslag eller afvisninger
  • Score under gennemsnittet på personlig bearbejdning – så du bliver ved med at spekulere over dit svar bagefter
  • Score under gennemsnittet på selvstændig beslutningtagen – så du kan tvivle på din evne til selv at træffe beslutninger
  • Score over gennemsnittet på upartisk/neutral – så du har nemt ved at se en sag fra mange sider og kan argumentere for og imod, men have svært ved at mærke, hvad du egentlig selv mener

Hvis du samtidig har en høj IQ, kan du være drevet af en veludviklet samvittighed og retfærdighedssans, som gør, at du – på grund af ovenstående personlighedstræk – føler dig ekstra forpligtet til at kunne argumentere sagligt og grundigt for et eventuelt nej.

For dig er det ikke nok at sige nej, fordi du ikke har lyst/ ikke er oplagt lige nu/ ikke har tid (hvis du selv mener, at du nok har) eller fordi du simpelthen ikke vil. Nix. Det er alt for subjektivt, usagligt og nærmest egoistisk.

Derfor er du meget mere tilbøjelig til at sige ja.

 

2. Hensynet til dine relationer forhindrer dig i at sige nej

Den her del er en lille smule hønen og ægget, fordi du jo har din personlighed med dig i dine relationer, og derfor kan der være en tendens til, at du tiltrækker mennesker, der passer som tandhjul til din personlighed. I supplerer hinanden og alt går som smurt.

De andre bliver i dette tilfælde vant til, at du er flink, venlig og imødekommende siger ja.
Ja tak.
Det kan jeg da godt.

Og når du har så svært ved at sige nej, skyldes det, at du helst ikke vil skuffe andre. Uanset om det er din chef, en kollega eller en person, du lige har mødt.

Når det gælder de nære relationer, bliver det endnu mere svært at sige nej, fordi du for alt i verden ikke ønsker at såre nogen.

Og i øvrigt er det så rart, når alle er glade og samarbejdet fungerer fint. Så selvfølgelig bliver det et ja fra dig.

 

3. Du mangler træning i at sige nej

På grund af din personlighed og dine relationer, kan du have et velcementeret handlingsmønster, der gør, at du helt automatisk siger ja. Eller du tænker dig måske grundigt om og forsøger at forklare, begrunde og argumentere, men det er stadig for svært at sige nej.

Du mangler simpelthen træning i at sige nej.

Til gengæld er du eminent til at indgå kompromisser.

Faktisk har du mindst 30 års erfaring med at gå på kompromis. Vel at mærke med dig selv.

Og den vane kan være usædvanlig vanskelig at ændre. Jo flere år, du har haft et bestemt handlingsmønster, desto mere besværligt kan det være at ændre.

Så du bliver nødt til at øve dig. For eksempel ved at sige nej til en lille ting hver dag.
I starten kan det også være nødvendigt at indføre nogle nye vendinger:

  • Det vil jeg godt have lov at tænke over
  • Det har jeg brug for at sove på, inden jeg svarer
  • Tak, fordi du spørger mig – jeg er desværre nødt til at sige nej

Eller hvad der nu passer bedst til situationen og gør, at du ikke når at sige ja, før du har fået tænkt over det og mærket efter.

En af udfordringerne for de begavede og sensitive er tit, at de engang havde en dårlig oplevelse, som gjorde, at de blev sårede og/eller skuffede. Big time. Som sikkerhedsforanstaltning og præventiv reaktion har de derfor – en gang for alle – frakoblet kontakten med kroppen og de besværlige følelser. I stedet forsøger de at tænke deres følelser. Analysere, argumentere, vende og dreje enhver given beslutning, spekulere og rotere søvnløst nat efter nat, fordi det bliver så umenneskeligt svært at træffe beslutninger på den måde.

 

4. Din frygt forhindrer dig i at sige nej

Pjat, tænker du måske. Jeg er da ikke bange. Jeg kunne da sagtens sige nej, hvis jeg virkelig ville.

Hvis du nu er lidt mere ærlig og mærker efter, vil du nok finde ud af, at du faktisk er lidt bange. Måske mere, end du vil være ved.

Du er bange for, at andre skulle sige nej til dig.
Bange for, at de ikke længere kan lide dig.
Bange for, at de fremover ikke vil arbejde sammen med dig.
Bange for, hvad de tænker og synes om dig, hvis du siger nej.

Bag ved det, kan der ligge en grumset, udefinerbar frygt, som til forveksling ligner angst:

Frygten for selv at blive afvist.
Den dybe, rædselsfulde frygt for at blive ensom og forladt. Det værste af alt.

Derfor er det meget lettere at sige ja. Gå på kompromis med dig selv. Pyt, det går jo nok. Det er jo kun dig, det går ud over.

 

Læs også:

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading