De begavede har så mange ressourcer og så meget potentiale, som går til spilde, uden at nogen ser det – og det er et stort tab for både virksomhederne og samfundet som helhed. Her er nogle mulige forklaringer på hvorfor.

 

5 forklaringer på, hvorfor ressourcerne spildes

Når de 10% bedst begavede ikke bliver udfordret tilstrækkeligt og/eller ledet optimalt, får de hverken brugt deres kompetencer eller bragt deres potentiale i spil. Her er 5 mulige forklaringer på, hvorfor arbejdsgiverne ikke ser det daglige spild af ressourcer.

  1. De begavede keder sig
  2. De begavede passer ikke ind i kasserne
  3. De begavede kan ikke gå på kompromis
  4. De begavede er under-uddannede
  5. De begavede giver op

 

Ad 1. De keder sig

Det er desværre en dårlig vane, som for mange er blevet grundlagt allerede i folkeskolen, hvor de tidligt erfarede, at hvis de blev hurtigere færdig med regnestykkerne, end deres klassekammerater, så fik de bare nogle flere alt for nemme regnestykker. Eller hvis de havde læst lektierne og var klar til at lære mere, så blev tiden brugt på dem, der ikke havde læst eller forstået lektien – og selvom de gentagende gange rakte hånden op, så blev de ikke spurgt, for læreren vidste, at de kunne svare. Så de keder sig.

Det gentager sig på jobbet: Hvis de er hurtigere færdig med opgaverne, end deres kolleger, så kan de enten gå til chefen og få nogle flere nemme opgaver, eller de kan forsøge at “strække” opgaverne og tage længere tid end nødvendigt om at løse dem, skubbe dem foran sig og lave private ting i stedet for osv. – altså de typiske tegn på boreout.

Test her om du keder dig på jobbet: Boreout-testen

Læs også:
Derfor rammer boreout især de begavede
Kan man blive syg af at kede sig?

 

Ad 2. De passer ikke ind i kasserne

Taylorismen præger desværre stadig alt for mange virksomheders rigide opfattelse af både stillingsbeskrivelser og hvordan, man bedst bruger medarbejdernes ressourcer.

Du bliver kun ansat til at kunne og gøre A og B, måske til nød C. At du også kan resten af alfabetet og har lyst til at prøve kræfter med meget mere, det er ligesom for besværligt og upassende. Kan du ikke bare blive ved med at gøre A og B, som du er så god til, og når du så er færdig med det, kan du få lov at gøre lidt C.

De begavede medarbejdere er stjerneformede, og hvis de skal passe ind i kasseformede jobs, må de enten folde takkerne ind og blive konforme, eller de må lede længe og ofte forgæves efter kasser, der er store nok til, at de kan folde deres takker helt ud – og stråle som stjerner. En stor del af dem vælger at blive selvstændige – for så slipper de for kasserne, men det er ikke ensbetydende med, at de får succes med deres egen virksomhed, fordi det også kræver meget andet, som ikke har med intelligens at gøre, men som skal læres og gøres.

Læs også: Bliver du overset på jobbet?

 

Ad 3. De kan ikke gå på kompromis

Et af kendetegnene hos højtbegavede børn er, at de har en meget veludviklet eller overudviklet retfærdighedssans, og den bliver sjældent mindre med årene, selvom personen nok får slidt eller knækket de mest spidse hjørner og kanter af.

Mange begavede voksne har derfor ualmindeligt svært ved at gå på kompromis – uanset om det så gælder kvaliteten af deres – eller andres – arbejde, deres personlige værdier og principper eller forfølgelsen af et højere formål. Hvis de alligevel bliver tvunget til at gå på kompromis, kan de vælge at smide deres opsigelse for at undgå at kompromittere deres personlige integritet eller give højlydt udtryk for deres utilfredshed, og så bliver det ofte arbejdsgiveren, der mister tålmodigheden og trækker stikket.

Læs også: Er du sådan en, der altid bliver fyret?

 

Ad 4. De er under-uddannede

Ligesom folkeskolen ofte bærer præg af at laveste fællesnævner, og at der “skal være plads til alle”, underforstået dem som ikke kan finde ud af det, mens de begavede bare må klare sig selv eller træde til som støttelærere, så er optagelseskriterierne og dermed niveauet på gymnasierne også blevet væsentligt lavere. Medmindre man har været heldig at have haft lærere, der kunne se ens potentiale og formåede at differentiere undervisningen, så er der en stor risiko for, at man læner sig tilbage, bliver doven, holder op med at lave lektier – og så møder man før eller senere muren.

Derfor er der rigtigt mange af de 10% bedst begavede, der reelt er underuddannede i forhold til deres intelligens og potentiale. De havde for stort fravær på gymnasiet, kom op i fuldt pensum, underperformede for ikke at skille sig ud og blive stemplet som stræber – og endte med at få et dårligt gennemsnit, som ikke gav dem adgang til ønskestudiet. Eller de fik af den ene eller anden grund – f.eks. stopprøver, firkantede regler, manglende motivation eller selvdisciplin – ikke gennemført en videregående uddannelse.

Så de fik aldrig de nødvendige papirer på, hvad de kan. Kun dokumentation for, at de ikke kunne gennemføre en længere uddannelse. Og så må de tage til takke med at arbejde som ufaglærte, utallige vikariater eller tilfældige jobs, de nemt kan udføre med venstre hånd, og som slet ikke giver dem tilstrækkeligt med udfordringer. Hvormed de heller ikke får brugt hverken kompetencer eller potentiale.

Læs også: Fri os for gruppearbejde!

 

Ad 5. De giver op

Tidspunktet, for hvornår de begavede giver op, varierer selvfølgelig, og nogle er langt mere vedholdende eller dum-stædige, end hvad der egentlig er godt for dem selv. Og de har forskellige overlevelsesstrategier undervejs. Men til sidst giver de alligevel op.

Nogle af dem bruger det meste af deres liv på at forsøge at passe ind: I skolen, på uddannelsen og på arbejdsmarkedet. De forsøger ihærdigt at være som flertallet, de underspiller deres kompetencer og intelligens, de dukker sig, tier stille med deres viden, holder deres idéer og tanker for sig selv. Og prisen er høj: De mister sig selv. Først når de har rundet de 40 eller 50 år, går det op for dem, at de faktisk ikke ved, hvem de er, eller hvad de vil.

Andre kæmper trodsigt og vredt imod Janteloven, middelmådigheden, fordommene og den gennemsnitlige dumhed, som ærgrer de højtbegavede kreperligt! Og de løber sig så uendligt mange staver i livet, bliver mobbet, frosset ude, isoleret og fyret. De har sig selv i behold, men de betaler en meget høj pris socialt: Ensomhed. Hvad enten den så er reel eller mere er en følelse af altid og ubønhørligt at skille sig ud.

Når prisen bliver for høj, giver de op.

Og dermed slukker de det sidste lys i drømmen om at bruge deres potentiale, gøre gavn og nytte, være noget for nogen og bidrage til samfundet.

Læs også:
4 grunde til at begavede ikke gør karriere
Belastende begavet – er du i udkanten af arbejdsmarkedet?
Belastende begavet – tilhører du en tabuiseret minoritet?

Lad din chef læse: Sådan leder du dine begavede medarbejdere effektivt – om Ferrari-ledelse

 

Share This