
Foto: Ann C. Schødt
Hvad er boreout?
Boreout er en form for psykologisk mistrivsel grundet understimulering og med fysiske symptomer, der både kan minde om stress og udbrændthed eller tendere depression. Fænomenet blev opdaget af de to schweiziske managementkonsulenter Peter Werder and Philippe Rothlin, som udgav bogen Diagnose Boreout i 2007.
Der er primært tre grunde til boreout:
- Mangel på udfordringer
- Mangel på mening
- For få opgaver
Jo flere af de tre elementer, der er gældende i jobbet, desto mere negativ effekt har det på personens motivation, interesse for og lyst til at arbejde.
Personen ramt af boreout vil ofte forsøge at skjule sin manglende lyst til at arbejde, strække sine opgaver for ikke at få flere af samme kedelige slags, prøve at virke travl, løse private opgaver i arbejdstiden og lade som om alt er fint. På overfladen.
Men under overfladen plages personen af kronisk kedsomhed og dårlig samvittighed over ikke at være lige så flittig og engageret som kollegerne. I begyndelsen kan symptomerne være ulyst til at stå op, ondt i maven, træthed osv. Den indre oplevelse af at være doven, ineffektiv, demotiveret og energiforladt fjerner sig hele tiden fra den professionelle persona. Den påtagede normalitet er en maske, der stivner og føles mere falsk for hver dag.
Genkender du det?
Hvorfor keder du dig på jobbet?
Der kan være mange grunde til, at du keder dig og i sidste ende rammes af boreout i en grad, som påvirker din trivsel negativt.
6 ydre grunde til boreout:
- Rutineprægede opgaver
- For lidt at lave i en længere periode
- Manglende formål og sammenhæng
- For lidt interaktion med andre (især for ekstroverte)
- For lidt tid til fordybelse (især for introverte)
- Opgaverne er for simple
6 indre grunde til boreout:
- Du savner variation og udfordrende opgaver
- Du har en stor kapacitet og trives med at have travlt
- Du kan ikke se meningen med dit arbejde
- Du føler dig isoleret og understimuleret (især ekstroverte)
- Du bliver hele tiden forstyrret og kan ikke koncentrere dig (især introverte)
- Du har en høj IQ og derfor brug for kompleksitet og intellektuelle udfordringer
Jo flere af de ydre og indre grunde, der er til stede, desto mere vil du opleve at kede dig. Når du scorer over 30 i boreout-testen, vil du ofte opleve kedsomheden. Når du scorer over 40, kan det gå ud over din selvtillid og give flere symptomer på mental mistrivsel.
Prøv selv Boreout-testen
Boreout og manglende motivation
Kedsomhed og manglende motivation kan også hænge sammen med dit præstationsmønster. Erfaringsmæssigt har alle noget af mindst to præstationsmønstre, så du vil sikkert kunne genkende flere af de manglende motivationsfaktorer.
Det svingende præstationsmønster
Med mest af det svingende præstationsmønster, vil du opleve boreout, når du mangler dine grundlæggende motivationsfaktorer:
- Vilje – du ved ikke helt, hvad du vil eller skal stræbe efter professionelt (og måske også privat)
- Mål og resultater – du har ingen vigtige mål længere og savner at levere synlige resultater
- Pres – du har alt for god tid, for lidt at lave og ingenting, der haster
Hvis du i en længere periode har haft for mange projekter med stramme deadline, som har presset dig til at præstere på trods af manglende motivation, er der risiko for, at du brænder ud eller får stress. Manglen på udfordringer, mål og hasteopgaver kan også være et problem, fordi du så kommer langt ned i gear, bliver ugidelig, udskyder alt og er totalt demotiveret.
Det stabile præstationsmønster
Med mest af det stabile præstationsmønster er dine motivationsfaktorer:
- Pligt – du løser opgaverne til tiden, fordi du skal, men de er langt under dit kompetenceniveau
- Ansvar – du affinder dig med situationen og bliver i jobbet
- God samvittighed – du føler dig ineffektiv og får dårlig samvittighed, fordi du har alt for lidt at lave
Du har sikkert gjort din chef opmærksom på, at du gerne vil have flere opgaver, men der er ikke sket noget. Så du fiser husleje af og bliver gradvist drænet for energi. Alene tanken om endnu en lang arbejdsuge med alt for få opgaver kan slukke dig helt. Din pligt- og ansvarsfølelse vil få dig til at blive i jobbet – meget længere, end det er godt for dig.
Det springvise præstationsmønster
Med mest af det springvise præstationsmønster er dine motivationsfaktorer:
- Lyst og inspiration – du har mistet gejsten og orker slet ikke at gå på arbejde
- Mening og formål – dit arbejde virker totalt meningsløst og du ser ingen grund til at fortsætte
- Passion – du længes i stigende grad noget at brænde for, udvikling og problemknusning
Din lyst er blevet til ulyst, demotivation og modløshed. Den manglende mening med dit arbejde går ud over dit humør, som i værste faldt kan tendere depression. Du kæmper – mere end ellers – med overspringshandlinger og dårlig samvittighed, føler dig doven og modløs.
Hvad kan du gøre ved det?
Ud fra ovenstående kan du selv identificere de vigtigste årsager til, at du keder dig.
Her er nogle generelle anbefalinger:
- Tal med din chef
- Giv dig selv udfordringer
- Udvid dit netværk – både internt og eksternt
- Søg videreuddannelse
- Find en interessant hobby
- Bliv afklaret ift. din næste job
- Sig evt. op med forlænget varsel
Men afhængigt af dit præstationsmønster og hvad, du mangler eller savner mest i dit job, vil løsningen også være individuel. Dertil kommer, at du måske ikke selv kan ændre på de ydre årsager til, at du keder dig, ligesom du ikke kan ændre på din høje IQ, om du introvert eller ekstrovert. Derfor kan jeg anbefale en jobkonsultation og evt. coaching & sparring, så du får støtte i din proces.
Vær opmærksom på, at jo højere du scorer i boreout-testen, desto længere tid kan du have brug for til at restituere, få ladet dine batterier op og genvinde gejsten.
Prøv selv Boreout-testen