Nyt perspektiv på jobsøgning
Forestil dig, at du befinder dig i en fremtid, hvor det er lige så naturligt at kende sin IQ som at kende sin skostørrelse. (I det her eksempel skal du også forestille dig, at du er en mand, men i princippet er kønnet underordnet.) Du har slidt de gamle sko op og har brug for et nyt par, så du går ind i en stor skobutik, hvor ekspedienten tager imod dig:
“Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
“Jeg har brug for et par nye sko.”
“Hvilken størrelse bruger du?”
“Størrelse 46.”
“Lige den størrelse har vi desværre ikke flere af.”
“Det var en skam.”
“Vil du ikke prøve en størrelse 42? Det er den størrelse, der passer de fleste.”
“Øh…”
Eller overført til en virksomhed, hvor HR-konsulenten tager imod dig:
“Du vil gerne søge job hos os?”
“Ja, jeg synes, at jeg savner udfordringer, og jeg har et potentiale, jeg ikke rigtigt får brugt.”
“Hvad er din IQ?”
“Den er omkring 125.”
“Det ledige job, vi har lige nu, kræver kun en IQ på omkring 100-110.”
“Det var en skam.”
“Vil du ikke prøve det alligevel? Det passer til de fleste, vi har ansat.”
“Øh…”
Hvad vælger du så?
At klemme dig ned i en størrelse 42 og holde det ud, så godt du kan? Hver dag. I hvor lang tid?
Eller siger du nej tak og leder videre, til du finder et sted, hvor de har en størrelse 46, der passer til dig?
Størrelse 45 og 42½
Store fødder eller høj IQ som tabu
Forestil dig så, at du levede i et samfund, hvor det brede flertal (af mænd) brugte størrelse 41-43, og du med din størrelse 46 derfor skilte dig markant ud.
Af forskellige grunde er det ikke noget, man taler højt om. Skostørrelsen er simpelthen et tabu.
Fra gammel tid er der en myte om en direkte sammenhæng mellem størrelsen af ens fødder og evnen til at forplante sig. Så hvis du åbent står ved, at du bruger en størrelse 46, vil det svare til, at du peger på de andre og siger, at de har små fødder. De andre mænd kan føle sig krænkede og nedgjort. Alene synet af dine store fødder er faktisk nok til, at mange føler sig provokerede og enkelte ligefrem føler sig truede. Der er i hvert fald ingen af dem, der kan lide dig eller synes, at du er ligesom dem.
Derfor sørger alle dem med størrelse 41-43 for at holde sammen og ekskludere dig fra fællesskabet. Nogle af dem taler dårligt om dig og spreder et rygte om, at du er underlig og udelukkende bruger dine store fødder til at trampe på andre med.
Der var også engang en, der blev trådt over tæerne af en med størrelse 46, og han ømmer sig efter sigende stadigvæk. At det var et uheld, er der ingen der nævner.
Problemet med myten er, at den slet ikke passer, men der er aldrig nogen, der har undersøgt det. Så myten lever videre i bedste velgående, mens mændene med størrelse 41-43 fortsat peger fingre ad dem med størrelse 46. I det skjulte selvfølgelig.
Alt imens lader alle, som om størrelser over 43 ikke findes, og hvis det alligevel skulle være tilfældet, får de storfodede mænd besked på at tie stille og tage deres størrelse 43 på, så de kan passe ind i gruppen og være som alle andre.
Hvordan ville du trives i det samfund?
Forestil dig: Høj IQ i det ideelle samfund
Hvad nu hvis det var lige så naturligt at kende sin IQ som sin skostørrelse, og intelligensen på ingen måde var forbundet med et tabu?
Forestil dig:
Det var almindeligt kendt og accepteret, at der bare er nogen, der fra naturens side er udstyrret med ekstra store fødder. Eller ekstra høj IQ.
Der var hverken noget godt eller dårligt forbundet med størrelsen af ens fødder. Eller højden på IQ’en. Det var blot et faktum.
I det ideelle samfund vidste alle, at de gennemsnitlige fødder er gode til de fleste ting, men at store fødder var ekstra gode til helt bestemte ting, som f.eks. at holde balancen for en næsten to meter høj mand. Og det samme gjaldt gennemsnitlig og høj IQ.
Hvordan vil du trives det det samfund?
Fremtidens ideelle skobutik eller virksomhed
I den ideelle fremtid kunne man gå ind i en skobutik og sige:
“Jeg vil gerne se på jeres udvalg af sko i størrelse 46.”
“Ja, så gerne. Følg med mig – de står lige herovre.”
“Der er ikke så mange at vælge imellem?”
“Nej, du ved, det er udbud og efterspørgsel.”
“Men jeg kan godt lide de blå derovre i størrelse 44. Kan man få dem i størrelse 46?”
“Vi kan undersøge, om der er andre butikker, der har dem. Eller måske kan de bestilles hjem fra fabrikken.”
“Tak, det ville være super.”
Og i den ideelle virksomhed:
“Vi vil gerne ansætte dig.”
“Okay, super! Jeg vil også gerne arbejde hos jer.”
“Er der noget, vi ikke har spurgt om, som du gerne vil fortælle om?”
“Øh, ja, jeg har en IQ på omkring 125.”
“Ja?”
“Det gør, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i noget nyt.”
“Fint – det får du brug for hos os.”
“Jamen, jeg kan også godt løbe tør for udfordringer, og jeg kommer nemt til at kede mig.”
“Det er ikke noget problem. Skulle det ske, så siger du det bare til din chef, og så har han sikkert nogle andre opgaver, du kan prøve kræfter med. Ellers er der sikkert en anden leder i organisationen, der gerne vil have en kvik medarbejder som dig.”
Vil du være med til at bryde tabuet om høj IQ?
#brydIQtabuet
Læs også:
- Belastende begavet – tilhører du en tabuiseret minoritet?
- Kan det være belastende at være begavet?
- Høj IQ eller være som flertallet – hvad vil du helst?
- Hvornår opgiver du at blive “normal”?
