Hvorfor er du så utålmodig?

Du ved godt, at du er lidt utålmodig. Men har du overvejet, hvorfor du tilsyneladende er mere utålmodig end dine kolleger?

Forklaringen på din utålmodighed findes i din personlighed og ses i som:

  • Høj score på tempo – du scorer 80+ og alting skal helst gå lidt tjept
  • Høj IQ – fungerer som en multiplikator, og du når hurtigt frem til konklusionen
  • Evt. ADHD/ADD – uanset om du er blevet udredt eller ej, gør det dig ekstra utålmodig.

Hvis det sidste er tilfældet, kan du også score lavt på koncentration og have svært ved at høre efter i længere tid. Du mister hurtigt dit fokus og tankerne flyver i andre retninger.

Så du er ganske enkelt utålmodig af natur. Det er en del af dig, som du må leve med og finde ud af, hvad du stiller op med. Samtidig kan netop utålmodigheden være en kæmpe drivkraft for dig, så du bliver hurtigere og mere effektiv end de fleste.

 

Hvad er tegnene på utålmodighed?

Det er ikke sikkert, du selv er bevidst om, hvor utålmodig du faktisk er. Måske har du bare en oplevelse af, at det er de andre, der er langsomme. Derfor kan det være godt at tage en personlighedstest, så du får tal på det. Hvis du scorer 90+ på tempo, er du jo markant hurtigere end langt de fleste af dine kolleger, der typisk scorer omkring 50.

Din egen oplevelse kan være:

  • Møder er langtrukne, kedelige og virker ret meningsløse
  • Andre gentager sig selv, taler langsomt og for dig virker de kedelige
  • De fleste ting går for langsomt, der er for megen snak, inerti og ubeslutsomhed
  • Der sker generelt for lidt i dit liv, og der er ikke så meget, som virkelig rykker.

Du kan have en udefinerbar længsel efter, at der skal ske noget nyt. På en eller anden måde. Eller du kan savne spænding, eventyr og forandring. Savne udfordringer, nye input, inspiration og nye, interessante mennesker i dit liv.

Du har billedligt talt en oplevelse af at holde i kø uden at komme nogen vegne.

Hvordan kan andre se din utålmodighed?

Der kan være andre træk i din personlighed, som gør din utålmodighed tydelig for andre:

  • Lav score på selvkontrol – din utålmodighed skinner igennem
  • Høj score på dominans – du går lige til sagen og skærer ind til benet
  • Høj score på risikovillighed – din utålmodighed får dig til at tage chancer

Helt konkret kan du komme til at afbryde andre, gøre deres sætninger færdige, sidde uroligt og dimse med noget, gabe tit, have brug for at strække ben eller rejse dig for at hente noget.

Du sidder og tænker:

Kom nu til sagen!
Det der har vi da talt om…
Hvorfor går vi ikke i gang?
Det kan da ikke være så svært!
Hvorfor tager det så lang tid?

Afhængigt af din grad af selvkontrol og situationsfornemmelse vil du måske også komme til at sige det højt.

 

Hvilke risici har din utålmodighed?

Utålmodighed er primært et problem for dig selv. Men det kan også være irriterende eller generende for andre. Og det kan sætte spor både professionelt og personligt. Især hvis du mister både tålmodigheden og besindelsen, kan det få negativ indflydelse på dine relationer og samarbejdet.

Hvis du ikke får passende udfordringer og dermed en oplevelse af at rykke – eller udfolde dit potentiale – kan dit høje tempo blive en ulempe. Det er ligesom en overkapacitet, der ikke bliver brugt. Din hjerne går i tomgang…

På jobbet kan det give sig udslag i kedsomhed, der på sigt kan kamme over i boreout med symptomer som minder om stress eller udbrændthed.

I dit privatliv kan det medføre en kontinuerlig udskiftning i omgangskredsen eller den ensomhed, der er konsekvensen af ikke at kunne finde nogen, som kan følge med i dit høje tempo. Og ensomhed kan have negativ effekt på din livskvalitet, dit humør og mentale helbred.

Prøv selv boreout-testen

 

Hvad stiller du op med din utålmodighed?

Hvis du hele dit liv har været utålmodig, har du forhåbentlig lært at bruge det konstruktiv som drivkraft til at få tingene til at ske. Det kan også være, du har lært at kompensere for det eller finde et særligt område, hvor du kan træde på speederen.

Her er 3 forslag til, hvad du kan gøre for at bruge utålmodigheden som drivkraft:

  1. Udfordre dig selv, forvente mere af dig selv og sætte dig konkrete, kortsigtede mål
  2. Søge ny viden, læring, inspiration og udvikling
  3. Formulere vision og mission for dit liv.

Ad 1. Din utålmodighed kan få dig til at fare rundt som en flue i en flaske. Men når du har et konkret, kortsigtet mål og udfordrer dig selv, bliver det lettere at rette din energi i en bestemt retning.

Ad 2. Hvis din hjerne ikke bliver brugt og får noget relevant at arbejde med, kan din mentale overkapacitet blive til bekymringer, spekulationer og overtænkning. Derfor er det meget bedre for din mentale sundhed, at du fodrer din hjerne med ny viden og inspiration, så du kan bruge noget af dit potentiale og udvikle dig selv.

Ad 3. Utålmodigheden kan nemt blive til rastløshed og rodløshed, så du flakker fra job til job og ikke får en oplevelse af at opnå eller udrette noget som helst. At formulere en vision kan fungere som et fyrtårn i horisonten, og missionen kan hjælpe dig til en oplevelse af mening i din hverdag.

 

Læs også:

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading