Foto: Ann C. Schødt
Stairway to Heaven…
Før i tiden forstod jeg godt, hvorfor mænd hørte Led Zeppelin, når de var alene hjemme, fordi jeg sympatiserede med de kvinder, der helst var fri for at høre på dem. Nu forstår jeg godt, hvorfor mænd foretrækker at lytte til Led Zeppelin, når de er alene.
Her skal det nok tilføjes, at jeg er vokset op med musik fra 60’erne og 70’er. Der var højtalere i de fleste rum i huset og stereo i cisternen på det ene toilet. Men det var ikke lige Led Zeppelin min far hørte. I hvert fald ikke, når vi andre var hjemme.
I søndags satte jeg mig med headset til mobiltelefonen og så YouTube-videoer med deres mest populære numre – på den måde kunne jeg ikke foretage mig alt muligt andet, som jeg plejer. Jeg kunne kun lytte. Prøve at forstå (mændene) og mærke musikken.
Efter – halvt inde i “Stairway to Heaven” – intellektuelt at have anerkendt, at de var dygtige musikere, et godt samspillet band og forsangeren mestrede sit spektrum, skete der noget uventet:
Med et kunne jeg mærke længslen! En nærmest overjordisk længsel…
Et stykke inde i “Kashmir” sad jeg med blanke øjne. Dér var der også længsel, men den var forvrænget til noget andet: Smerten over det uopnåelige.
Hvad længes du efter?
Hvad ønsker du at opnå?
Trappe til himlen – og karrierestigen
På gymnasiet lærte vi at analysere enhver tekst til døde, så hvis du er forfalden til det, kan du muntre dig med teksten her. Jeg vil i stedet tillade mig at forholde mig til det, som musikken rørte hos mig, og de refleksioner, den satte i gang (=inspirationen til det her indlæg).
Min første association var, at trappen til himlen var ligesom karrierestigen:
Man tror hele tiden, det bliver bedre, når man kommer et trin længere op…
Men gør det nu også det, når det kommer til stykket?
Når jeg tænker tilbage på årene som Human Resources Manager i flere internationale virksomheder, hvad var det så, jeg opnåede med det? En god løn og firmabil, rejser til kontorer i Skandinavien og Europa, samværet med kolleger under middage på italienske restauranter, Noma og Søllerød Kro. Super team-oplevelser: Især at køre en 16 meter lang, 40 tons lastbil slalom mellem nogle kegler og igennem en rundkørsel. Fedt at prøve!
Men også utallige, endeløse møder, og uendeligheder af tal og navne i regneark, der hverken gav særlig megen mening eller gjorde den store forskel. For nogen. Det bedste og mest blivende, der kom ud af det, er vel min fagbog:
Behovsbestemt HR-ledelse – virksomhedens behov & de menneskelige ressourcer
Hvad har du opnået i din karriere?
Hvilke aftryk efterlader du?
I et par år var jeg heldig at have en Human Resource Director, Guido Moscheni, som gav os læsværdige bøger om HR og ledelse. En af de første og bedste var Stephen Coveys “7 Habbits of Highly Effective People”, som jeg pligtopfyldende læste fra start til næsten slut, hvor jeg til stor fortrydelse glemte den i et fly til Oslo. Pointen var, at jeg læste den langsomt og gennemførte alle øvelserne, og det var dem, der havde en effekt. (Det er en af grundene til, at øvelser og hjemmearbejde også er en del af udviklingsforløbene.)
En af de første øvelser går ud på, at du skal forestille dig, at du overværer en begravelse – din egen.
Hvad siger dine nærmeste om dig?
Hvad siger dine venner?
Hvad bliver du husket for?
Og dermed det helt centrale spørgsmål her i livet:
Hvilke(t) aftryk efterlader du?
Giver dit arbejde mening og mulighed for at gøre en forskel?
Som selvstændig er indtægterne stærkt svingende og for det meste langt fra lønnen som HR Manager. Firmabilen – den bedste var en lille rød Alfa Romeo 147, 2.0 med Bose-anlæg – er skiftet ud med offentlig transport og en cykel med 7 indvendige gear. Det er yderst sjældent, der er nogen, der inviterer mig på restaurant, og teambuilding med mig selv består som regel i en gåtur.
Alligevel vil jeg under ingen omstændigheder bytte med et nok så vellønnet karrierejob.
Fordi det giver så fantastisk meget mening at udvikle potentialet hos de 10 % bedst begavede og/eller særligt sensitive, som jeg har gjort siden februar 2012.
Er du tilfreds med det, du har opnået?
Giver dit arbejde mening?
Når man er taknemmelig for sit arbejde
Når jeg har lidt overskydende tid til at følge op, på nogle af dem, der har konsulteret mig en enkelt gang, svarer de:
Jeg ved godt vi ikke fik talt så meget sammen, men bare den 1½ t vi talte sammen og den test jeg lavede har gjort mig til et andet menneske. Endelig er det gået op for mig, hvorfor jeg har været så frustrerende på mit arbejde og selv om mine kollegaer ikke kan følge med på mit niveau så ved jeg nu hvorfor og bliver ikke længere irriteret over det.
Både selvevalueringerne og konsultationen har sat gang en masse tanker og overvejelser; udelukkende sunde, vel at mærke 🙂
Tusinde tak for at række ud. Du er ikke glemt og tænker ofte på vores samtale og de nye perspektiver som du har hjulpet med at bringe ind i min hverdag.
Og så er der de søde læsere, der skriver til mig:
Hvor skriver du godt og rammende ❤️ Jeg er totalt ramt lige i hjertet 😢 Er meget taknemmelig over at min terapeut/coach gjorde opmærksom på din hjemmeside.
kæft det var en god artikel! Det var virkeligt mig. Jeg ved også bare hvordan andre reagerer hvis jeg skriver det er mig
Udover dem, der mener, at jeg har været inde i deres hoveder! 😉
Derudover har jeg en lille håndfuld mennesker, som trofast bliver ved med at vende tilbage og konsultere mig – i årevis. Dem er jeg kommet til at holde af. Fordi de bekræfter min grundlæggende overbevisning:
Livet er fyldt med spændende mennesker!
Jeg føler mig dybt privilegeret og taknemmelig, fordi jeg kan leve af at gøre noget så helt igennem meningsfuldt.
Hvordan kan du arbejde med noget, der gør en forskel for andre?
Hvordan kan du efterlade et aftryk?
