Foto: Ann C. Schødt
Hvordan er det mon for de 1-3 % bedst begavede at have kolleger?
Som forfatter har jeg især brug for to egenskaber: empati og fantasi. Empatien bruger jeg i høj grad i mit arbejde, når jeg taler med, forstår og rummer mine klienter. Fantasien bruger jeg, når jeg skriver skønlitteratur. I dette blogindlæg vil jeg dog bruge empatien og fantasien til at leve mig ind i, hvordan det mon kan være for de 1-3 % bedst begavede at have kolleger. Nogle gange. Når det er mest belastende.
Jeg har tidligere skrevet Belastende begavet og lidt besværlig at arbejde sammen med, for det er bestemt ikke altid nemt at have en kollega med høj IQ. Men dette blogindlæg er altså til de 1-3 % og især de introverte af dem. Så må vi jo se, om min empati og fantasi rammer nogenlunde rigtigt.
6 grunde til at kolleger og andre kan være belastende
Set inde fra hovedet af en højtbegavet, hvordan opleves kolleger så? Her er 6 ting, der kunne tænkes at være belastende:
- De snakker for meget om for lidt
- De stille tåbelige spørgsmål
- De er for langsomme
- De er for selvtilfredse
- De er for selvoptagede
- De tror, du er ligesom dem!
Hvis du som højtbegavet er tvunget til f.eks. at deltage i møder eller på interne kurser, kan det måske blive så belastende for dig, at du til sidst imploderer. Eller eksploderer verbalt.
Jeg kunne også forestille mig, at det af og til kunne være hårdt til forældremøder, på uddannelser og i andre sociale sammenhænge.
Ad 1. Det er belastende, at de andre snakker så meget
Nogle kolleger synes at være overdrevent glade for at høre sig selv snakke. De udtaler sig yderst villigt. Ved enhver given lejlighed. Om et hvilket som helst emne. Ingen af de andre kan sige noget, uden at det bliver kommenteret. (Forfatteren føler sig selv lidt truffet her.)
Som introvert tier du. Med en høj IQ græmmes du over den manglende kvalitet og substans i kollegernes snak. Som sensitiv/påvirkelig lider du, fordi du ikke har noget filter til at beskytte dig mod alle de ord og indtryk, du udsættes for. Jo længere tid, desto værre.
Du skal både forholde dig til alt det, der ikke giver mening. Forstå, hvorfor de siger det alligevel. Og hvorfor de gentager hinanden. Samtidig er der alle de monstermange tanker i dit eget hoved, som associerer og flyver i alle retninger. Især når du er understimuleret og skal sidde stille. I lang tid.
“Pyh, det lyder hårdt!” siger den medfølende forfatter.
Ad 2. Deres tåbelige spørgsmål er belastende
Dine kolleger kan nogle gange stille spørgsmål, der får dig til at krølle skosåler og spekulere på, om de overhovedet ved, hvad I laver i afdelingen. Fordi de spørger til noget, du troede alle vidste, og som for dig er dybt banalt. Men det er det tilsyneladende ikke for dem.
Du orker hverken selv at prøve at svare dem eller høre på en anden kollega, der gør. For det kan være ualmindeligt svært at være i.
“Men de kan altså ikke følge med på dit høje abstraktionsniveau,” indskyder forfatteren.
Ad 3. De er belastende langsomme
Det kan være rigtigt svært at forstå: Hvordan kan de andre tage så lang tid om at gøre så lidt. Eller diskutere så længe uden at nå tættere på noget, der ligner en konklusion eller beslutning.
Du føler dig som et gennemkørende tog, der ikke standser ved deres perron. Medmindre en eller anden trækker i nødbremsen og tvinger dig ned i tempo. Det sidste er jævnt forfærdeligt for dig.
“Men du er helt faktuelt hurtigere,” mener forfatteren, der også arbejder med personlighedstest.
Ad 4. De er belastende selvtilfredse
Indimellem kan du møde kolleger, som simpelthen er en gang varm luft, og du sidder måske og bliver helt utilpas på deres vegne eller pines under deres udokumenterede pralerier. Fordi du af natur er mere beskeden og hellere vil vise, hvad du kan end at holde møde og snakke om det.
Jo højere oppe i organisationen du kommer, desto flere af dem vil du møde. De fører sig frem og udbreder sig selvsikkert om alt muligt. Uheldigvis er det tit dem, der bliver forfremmet. Nogle af dem er ramt af Dunning-Kruger-effekten og kan ikke se deres egne fejl eller har ganske enkelt en totalt urealistisk overvurdering af sig selv og deres evner. Det er som kejseren uden klæder, og hvis du stiller kritiske spørgsmål, er det nok dig, der ikke er intelligent nok til at se, deres imponerende kostumer.
Her tilføjer forfatteren en opbyggelig historie fra en stor virksomhed: Varmluftballonerne kan punkteres! Det tager tid og kræver allierede kolleger, så I sammen kan pege på den nøgne, samt en stor portion vedholdenhed. Men det kan lade sig gøre. Det handler om god ledelse og ændring af kulturen.
Ad 5. De er belastende selvoptagede
Det her undrer dig sikkert. Især hvis du er meget hensynsfuld og hjælpsom grænsende til det pleasende.
Hvordan kan de være så optaget af, hvad der er vigtigt for dem og glemme alle andre?
Hvis du gør noget for dem, hjælper dem i en kritisk situation eller tager skraldet for dem, bliver det nærmest taget for givet, og du få knapt nok tak. Måske en opadvendt tommel til anderkendelse af din indsats, og så er de videre. Som om alt dit hårde arbejde er usynligt eller ikke noget værd.
“Hvis du vil ændre det mønster, bliver du nok nødt til at gøre det samme som dem, men har du lyst til det?” spørger forfatteren.
Ad 6. Det værste er, at de tror, du er som dem
Ja, det er nok det værste. Men det kan være en god del af forklaringen på, hvorfor jeres indbyrdes relation og samværet synes så belastende. For begge parter.
De tror sandsynligvis:
- At du er misundelig, fordi du ikke er lige så velformuleret og ikke får lov at tale lige så meget til møderne
- At du synes, deres spørgsmål er relevante og godt tænkt
- At du er lige så langsom som dem, men bare sjusker med detaljerne eller gætter dig frem
- At det er dig, der er arrogant og spiller bedrevidende
- At du også har din egen, egoistiske agenda
- At du ligesom dem, men bare tror, at du er mere og bedre!
“Det er det frugtbare underlag for alle varianter af Janteloven, konflikter, intriger, misforståelser osv. på enhver arbejdsplads. Og som de 1-3 % bedst begavede forsøger at navigere i. Selvom de synes det er noget fis og spild af tid,” forestiller forfatteren sig.
Tips til, hvad du kan gøre, når kollegerne er belastende
Forfatteren har også tilladt sig at reflektere og komme med et par forslag:
Helt grundlæggende kan hverken du eller dine kolleger gøre for det. I er bare tvunget til at være sammen i nogle rammer, der favoriserer dine kolleger og er belastende for dig.
Prøv enten at distrahere dig selv med noget andet. Eller prøv at meditere med åbne øjne, fokusere på dit dybe åndedræt eller lav bølge med tæerne.
Andre ting, der kan forebygge, at du imploderer eller eksploderer verbalt:
- Melde dig til at tage referat – så du har noget at lave imens
- Tælle ord, der f.eks. begynder med sk eller kn el.lign.
- Forestil dig, du er antropolog fra en anden planet og skal observere de andre
- Øv din empati ved gætte følelser ud fra ansigtsmimik og kropssprog
- Stands ulykken – skynd dig ud af lokalet, hvis du kan mærke, en eksplosion er overhængende.
Jeg håber, at du har en superdygtig, empatisk og intelligent chef, som i flest mulige tilfælde kan skåne dig imod at brænde sammen.
Det var ordene fra forfatteren i denne omgang.
Bedste hilsner
Ann C. Schødt
