Foto: Ann C. Schødt
Potentiale eller talent?
Indledningsvist kan det være godt at definere forskellen på de to begreber:
Talent er en tydeligt udviklet evne inden for et bestemt område. Det kan være som fodboldspiller, balletdanser, tegner, musiker, skribent eller mere boglige, akademiske områder.
Potentialet er mindre tydeligt, ligesom latent til stede og skal først opdages. En høj IQ er netop sådan et potentiale, som nemt kan blive overset. Især hvis barnets potentiale ikke ligger inden for de mest populære sportsgrene eller almindelige skolefag.
Hvis du selv eller dit barn har et potentiale inden for et område, og det bliver stimuleret, kan det udvikles til et talent.
Det siges, at man skal bruge 10.000 timer for at udvikle et talent, men helt så unuanceret er det ikke i virkeligheden. Ericson, Krampe og Tesch-Römers studier (1993) viser faktisk, at de bedste elever træner mindre end de dygtige/gode. Træning er ikke nok.
Når potentialet er stort og IQ’en høj, kan det kræve færre timer at nå et rimeligt niveau, hvorfra præstationen blot bliver bedre og bedre. Indtil barnet/den unge måske mister interessen og kaster sig over noget helt andet, der er sjovt at lære at mestre. Fordi det er selve det at lære noget, der er udfordrende.
Er der noget, du selv har et potentiale eller talent for?
Hvad har du gjort for at udfolde dit potentiale og udvikle dit talent?
Hvordan opdager du potentialet?
Da jeg i sin tid læste HD i Organisation & ledelse, havde jeg en underviser – Klaus Guldbrandsen. Han havde den centrale pointe, at det gjaldt om at finde verdensmesterskabet i sine medarbejderne og børn. Da han var barn, havde hans mor sagt:
Der er det med dig, Klaus, at du ikke kan tænke en tanke, uden at sige den højt! Jeg ved ikke, hvad vi skal bruge det til, men vi skal nok finde på noget.
Han blev underviser og konsulent.
Den unge mand, jeg her vil fortælle om og dele en video med, har altid været musikalsk, og han havde tidligt en evne til at kunne huske musiktekster, selvom han kun havde hørt melodien en eller to gange.
Som 12-årig lærte han sig selv at spille keyboard ud fra nogle små How to play Muse-videoer på YouTube. Så fik han privatundervisning i et halvt års tid, før han i stedet kastede sin musiske kærlighed på elbassen og dyrkede den i et år. På gymnasiet kom han ved en ”fejl” på dramalinjen, så han fik lært at stå på en scene. Undervejs gik han over til at komponere elektronisk musik, og nu er han – inspireret af et koreansk Tv-show – blevet rapper. Den 7. oktober 2021 havde jeg fornøjelsen af at opleve ham performe live med egne tekster: videofil: IMG_5111
Hvad kan dit barn godt lide at gøre?
Er der noget, det er ekstra god til og frivilligt opsøger?
Se potentialet og tro på talentet – men lad være med at pace
Der er ingen tvivl om at Tiger Woods og Caroline Wozniakis fædre kan tage en stor del af æren for, at de er nået så langt i deres sportskarriere. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt at presse sit barn så hårdt. Måske er prisen for høj?
Som forælder kan du reflektere ærligt over, om det i virkeligheden er dine egne ambitioner, du forsøger at leve ud igennem dit barn.
Min yngste søn var supergod til at tegne og fik altid ros af sine lærere for sin originalitet og sit umiddelbare talent. Men han nægtede at gå på kunstskole eller på anden måde dyrke det. Han ville klart hellere spille computer, løbe på wave-board eller inliners. I 8. klasse kom han i praktik hos en hjerneforsker og besluttede, at han ville læse datalogi, og det gør han nu. Totalt målrettet og af egen drift.
Specielt når de er teenagere, skal man kende sin besøgstid som forælder. Når hormonerne raser i kroppen på dem, og venskaber med jævnaldrende betyder alt, er der overhængende risiko for at blive upopulær som forælder og dermed miste den nærhed og fortrolighed, du havde tidligere. Især hvis de føler, du presser for meget på.
Er du selv blevet støttet i at udvikle et talent? Har du oplevet at blive pacet?
Hvad kan du gøre for at støtte dit barn i at udvikle sit potentiale?
Der er mange små og større ting, du kan gøre. Helt overordnet handler det om 4 ting:
- At du kan se potentialet – få øje på det, som dit barn nyder at gøre
- At du skaber rammerne – så barnet får mulighed for at undersøge og udfolde potentialet
- At du tror på talentet – og støtter moralsk, økonomisk og praktisk, når det er nødvendigt
- At du bare er der – både når barnet har en krise, og når det begynder at få succes.
Ad 1. At opdage barnets potentiale kan måske virke enkelt og ligetil, fordi dit barn naturligt vil opsøge og gøre det, der er sjovt og udfordrende. Men nogle gange er kunsten paradoksalt nok at lade være med at se det, man gerne vil se. Og acceptere, at barnet kan falde relativt langt fra ens egen stamme.
Ad 2. Ofte findes rammerne allerede i foreningslivet, men hvis der er lange ventelister, må du være opfindsom for at skabe rammerne derhjemme eller finde på alternativer, der kan fungere, f.eks. sammen med andre børn.
Ad 3. Støtten kan være økonomisk ved at betale for medlemskab, udstyr osv., og ofte er det også et spørgsmål om at transportere barnet til og fra, overvære træning eller i perioder være hjælpetræner. Nogle gange kan du alliere dig med andre forældre, andre gange er det dig, der må tage en stor del af slæbet med at få logistikken til at fungere.
Ad 4. Her har de fleste forældre heldigvis den holdning, at deres barn ”bare skal gå til et eller andet”, så det ikke udløser den store krise i familien, når barnet mister interessen for at gå til svømning eller spille guitar. Det kan også være, at barnet har brug for en pause, fordi den aktivitet, det helst vil dyrke, er forbundet med for megen transporttid.
Lad barnet/den unge bestemme selv – også hvornår
Visse fysiske talenter er man nødt til at begynde at træne så tidligt som muligt. Men eftersom målet er at udfolde barnets potentiale og udvikle et talent, behøver de ikke at starte som 3-årig og paces frem til at kunne være professionelle udøvere. Lad lysten og barnets egen motivation styre – også hvornår det skal være.
I min vennekreds er der en ung kvinde, der efter folkeskolen ikke ville følge den slagne vej på gymnasiet og videre på en akademisk uddannelse. I stedet kom hun ind på AFUK, hvor hun kunne udfolde sin passion for akrobatik. Derefter kom hun på Nycirkus gymnasium i Stockholm og senere på videreuddannelse i Norditalien. Hendes forældre støttede hende hele vejen.
Begge mine drenge kunne godt tænke sig at gå til klatring, da de var yngre, men det var alt for besværligt/lå for langt væk. Nu har de (som 20- og 25-årig) til gengæld stor glæde af at gå til bouldering.
På samme måde kan man som voksen genoptage noget, man havde glæde af som barn eller ung. Man starter stort set, hvor man slap, fordi mange kompetencer ligger i kroppen – ligesom at cykle – og så kan fortsætte derfra.
God fornøjelse med at udvikle dit eget og/eller dit barns potentiale!
