Begavet impostor-ramt og succes udadtil
Rigtigt mange begavede (øverste 10 %) er ramt af impostor-fænomenet – en slags professionelt mindreværdskompleks. Udadtil og på jobbet kan de impostor-ramte virke succesfulde. Men indadtil er det noget helt andet. Fordi de kæmper med lavt selvværd og/eller svingende selvtillid.
Al den succes andre ser og anerkender dem for – den har ikke noget med dem at gøre! De har bare været heldige. Tilfældigvis været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Fået tilbudt en mulighed. De har nok bare haft udseendet eller charmen som gjorde, at andre kunne lide dem og lod dem slippe igennem. Tænker de selv.
I dette indlæg tager jeg udgangspunkt i Helle Bjerre Christensens artikel om Dustin Hoffman, der efter en stor prisoverrækkelse fik et angstanfald:
Jeg følte mig helt modsat af en, som blev hyldet. Jeg følte, at det var det. Jeg oplevede talen ved prisfesten som en mindetale, og jeg havde det som om, at mit liv var forbi. Selv om jeg følte, at jeg slet ikke var begyndt gøre alt det, jeg gerne ville gøre.
Dustin Hoffman er/var en succesfuld skuespiller – i andres øjne. Men ikke i hans egne.
Oplever du dig selv som en succes?
Begavet impostor-ramt og en fiasko indadtil
De begavede impostor-ramte har typisk haft nemt ved en eller flere ting. Men netop fordi det var nemt for dem, synes de ikke selv, det er noget værd. De har ikke slidt eller kæmpet for noget, sådan som andre gør. De har ikke udmærket sig på de måder, som er anerkendt af andre. De har f.eks. ikke gennemført en lang videregående uddannelse, som man jo skal have. De er ikke blevet direktører, som de venner de sammenligner sig med. De har ikke gjort kometkarriere og bor ikke i en stor strandvejsvilla.
Den succes, de udadtil synes at have, tæller ikke. De føler sig mislykkede.
Som Dustin Hoffman, der (i artiklen) sammenlignede sig med sin bror:
Jeg følte mig ikke som en fiasko. Jeg var en fiasko. Min bror Ronald var mønstereleven og sportsstjernen. Jeg var ingen af delene. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, og jeg føler nu, at jeg burde have elsket skolen, for jeg elsker at lære og læse. Men jeg var på en eller anden måde blevet programmeret til at tro, at han var en succes, og jeg var en fiasko. Og den følelse har aldrig forladt mig.
Den følelse, Dustin Hoffman og mange andre impostor-ramte oplever, er lavt selvværd. At de ikke er noget værd i sig selv. Som dem de nu er. Med det de nu kan. Og senere i livet: Det de nu gør. Som de er blevet okay gode til.
Men det, de inderst inde allerhelst ville og stadig drømmer om i al hemmelighed, har de slet ikke taget hul på. Fordi de ikke turde pga. indre omstændigheder som lavt selvværd, svingende selvtillid og hæmmende personlighedstræk som forsigtighed. Eller fordi de ikke kunne pga. ydre omstændigheder som økonomi, geografi, for høje adgangskrav på ønskestudiet osv.
I mellemtiden har de så taget en – forkert – uddannelse og fået et – forkert – job. Så nu sidder de i saksen og er tvunget til at blive, hvor de er, af økonomiske, familiemæssige og andre grunde.
Har du fået den uddannelse og det job, du ønskede dig?
Begavet impostor-ramt med skjulte potentialer
Når jeg har valgt dette foto af en guitar, er det helt enkelt, fordi jeg synes den er vanvittigt smuk. Og fordi den kan være et symbol på det skjulte potentiale, du ikke har gjort noget ved. Af den ene eller anden grund.
Dustin Hoffman drømte om lave film og instruere. Først som 75-årig har han realiseret drømmen:
Jeg har igennem årene udviklet ting på egen hånd, men jeg fandt altid på en undskyldning til at sige, at projekterne ikke var færdige endnu, eller ikke var de rigtige. Det var neurotisk, kujonagtigt og selvdestruktivt. Hvis jeg kunne, ville jeg altid kun forberede og øve mig. Jeg ville altid lave research men aldrig begynde at filme. Jeg elsker processen mest.
Det er netop dine potentialer, vi identificerer i forbindelse med jobkonsultationen.
Hvad er dit potentiale? Hvad drømmer du inderst inde om at gøre?
Begavet impostor-ramt med lavt selvværd
Mange impostor-ramte kæmper med lavt selvværd. Igen vil jeg lade Dustin Hoffman forklare det (citat fra artiklen):
Den måde, som du har det med dig selv i de første år af dit liv, forlader dig aldrig. Man siger, at først når man er omkring tre år gammel, får man en fornemmelse af sit eget selv. I den skrøbelige rolle, som det er at være forældre, er det så let at komme til at såre ens børn, uden at man er klar over det. Det vigtigste for et lille barn er at få ens forældres kærlighed. Og på en eller anden måde fornemmer du, hvad du tror, at dine forældre tænker om dig. Og så opfylder du den forestilling og opfører dig, som de tror, du er, for at få deres kærlighed. Det var i terapi, at jeg indså noget, jeg ikke havde indset før: At jeg aldrig havde haft en fornemmelse af mit eget jeg.
Det møder jeg hyppigt hos mine impostor-ramte klienter. Ofte kommer det til udtryk som selvkritik tenderende til selvhad:
- De synes, at deres sensitivitet er et besværligt og utiltalende karaktertræk, de helst vil være foruden
- De har det anstrengt med følelser og nægter sig selv lov til at være vred, ked af det eller andet, som deres forældre havde svært ved at rumme og derfor ikke tillod
- De opfatter sig selv som dovne og ineffektive og vil ikke acceptere, at de f.eks. med det springvise præstationsmønster er drevet af lyst
- De har travlt med at påpege egne fejl og mangler, mens de ignorerer det, der lykkes for dem.
Det bliver heller ikke ligefrem bedre af, at de føler sig forkerte i forhold til kolleger, venner, partner og andre, som de sammenligner sig med. Som i deres øjne er rigtige. Gør det rigtige. Har den rigtige uddannelse. Forstår at sige det rigtige, som andre kan forstå. Mens de selv er og gør det modsatte.
Det kan du ikke ændre på. Til gengæld kan du faktisk ændre din måde at tænke på dig selv. Det er det, vi gør med en mental U-vending.
Begavet impostor-ramt – hvad kan du gøre?
For at kompensere for det lave selvværds sugende, sorte hul indeni, stiller de begavede impostor-ramte ofte overambitiøse og urealistiske mål for sig selv:
- Jeg skal bare tabe mig 5/10/20 kg – så andre synes, jeg er værd at elske
- Jeg skal bare levere resultater og nå alle målene – så vil andre blive tilfredse med mig
- Jeg skal bare have en højere løn/højere stilling/højere status – så andre vil anerkende mig
Men nej. Jeg må skuffe dig. Uanset hvor meget du taber dig, uanset hvor meget du over-performer og uanset din løn, stilling og status, så ændrer det ikke, hvordan du har det med dig selv. Fordi det er ydre mål. Og dit lave selvværd er noget indre. Du kommer jo ikke til at føle dig mere værd at elske, bliver ikke mere tilfreds eller anerkender ikke dig selv mere – uanset hvad andre mener.
At mindske Impostor-komplekset og ændre det lave selvværd er netop kernen i udviklingsforløbet, som du kan tage via din arbejdsgiver, jobcentret eller som privatperson.
Du kan også selv gøre noget ved det. F.eks. ved at tilmelde dig mail-serien her på siden (den violette formular) eller købe bogen – Impostor-komplekset – slip dit faglige mindreværd – og selv arbejde med øvelserne. Bogen kan også lånes (eller bestilles hjem) på dit lokale bibliotek. God læse- og arbejdslyst! 🙂
Prøv selv Impostor-testen
Tjek selv, om du er belastende begavet
