Hvornår er man introvert?

Som introvert får du energi og lader op, når du er alene. Du kan lide at være i dit eget selskab, men det er også fint at være sammen med dine nærmeste – kolleger eller familie. Helst en ad gangen. Dem, du kender. Den lille gruppe.

På jobbet foretrækker du at arbejde alene. Så du kan fordybe dig i opgaverne. Tænke problemstillingerne igennem. Reflektere over forskellige løsningsmuligheder og forholde dig mere nuanceret til kompleksiteten. Eller blot få lov at løse opgaverne i dit eget tempo – uanset om det er hurtigt eller mere langsomt og grundigt. Vel at mærke uden at blive forstyrret af møder og spørgsmål fra dine kolleger eller andre afbrydelser.

Privat kan du også lide at være alene. Reflektere over alt muligt. Læse og/eller skrive. Undersøge noget, der interesserer dig. Nørde med en hobby.

Når du er social, kan du lide at føre dybe samtaler med din kollega, partner eller en nær ven. Men receptioner og store sammenkomster er overfladiske og rent ud sagt rædselsfulde. Så du ender sandsynligvis i køkkenet eller i et afsides hjørne, hvor man kan tale sammen uden at skulle råbe for at overdøve de andre.

Kan du genkende det?

 

Introvert med en ekstrovert chef

En af mine tidligere klienter er meget introvert og fik på et tidspunkt en meget ekstrovert – og totalt uforstående – chef, som lagde stor vægt på det sociale.

Hvorfor kommer du ikke med til frokost? Dine kolleger tror ikke, du kan lide dem!

På et tidspunkt havde han undslået sig at deltage i et afdelingsarrangement, hvor det sociale var i fokus. Til den efterfølgende alvorlige samtale på chefens kontor fulgte cirka denne ordveksling:

Hvorfor vil du ikke være social med dine kolleger?

Bowling er ikke lige mig.

Så kan du arrangere det næste gang!

Det kan jeg da godt – så skal vi på biblioteket.

Det er da ikke sjovt!

Introverte og ekstroverte har meget forskellige opfattelser af, hvad der er sjovt og hyggeligt at gøre sammen. At sidde i hver sin ende af sofaen og læse – uden at sige noget – er introvert hygge og energiopladning.

Dertil kommer så, at introverte – specielt højtbegavede – har svært ved at smalltalke og synes, at mange af de sociale aktiviteter er overfladisk spild af tid. De kommer sådan set på arbejde for at gøre netop det: Arbejde. Ikke for at hænge ud og hygge med kollegerne.

Har du oplevet noget tilsvarende?

 

Egentlig introvert, men professionelt ekstrovert

I personlighedstesten PTP ser man det ekstroverte eller introverte i tre adfærdstræk:

  • Kommunikationsmængde
  • Fri kommunikation
  • Kontaktflade

Jo højere, du scorer på de tre adfærdstræk, desto mere ekstrovert er du. Skulle man tro. Men netop fordi det er adfærdstræk og ikke personlighedstræk, kan det være tillært. En adfærd, du har øvet dig i og tvunget dig selv til at have på en arbejdsplads. For at kunne passe ind. Og lykkes.

Når jeg har klienter til opstart af udviklingsforløb, får de også en selvevaluering af de 7 intelligenser (som burde hedde potentialer). Det intrapersonlige svarer lidt til det introverte med behov for alenetid, mens det interpersonlige svarer til at være ekstrovert og have brug for hyppig interaktion med andre. Den viser nogle gange et helt andet resultat end personlighedstesten: At personen egentlig er introvert, men agerer ekstrovert på jobbet.

Det gælder faktisk også for undertegnede. Da jeg tilbage i slut-90’erne arbejdede hos Center for Ledelse, tog jeg MBTI i forbindelse med et afdelingsarrangement. Den viste, at jeg var ekstrovert. Da jeg tog den igen to år senere, havde jeg fået eget kontor og arbejdede med rekruttering – og så var jeg introvert. I årene som HR Manager har jeg – på travle dage med ryg til ryg-møder – ageret ekstrovert. Og jeg husker, at når jeg havde fri, orkede jeg ikke at tage telefonen. Jeg var simpelthen brugt op.

I mine 11+ år som solo-selvstændig har jeg flere gange fået spørgsmålet:

Savner du ikke at have kolleger?

Hver gang har jeg ærligt og uden tøven kunnet svare: Nej!

Og jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jeg ikke skal være på med klienter eller workshopdeltagere i mere end max. 4 timer pr. dag. Så har jeg brug for at være alene og lade op.

Hvordan har du det – på jobbet og i fritiden?

 

5 tips til at overleve som introvert

Her er 5 tips til, hvordan du kan overleve som introvert – både på jobbet i dit privatliv.

  1. Alenetid så tit som muligt – den er afgørende for din trivsel og bør være ukrænkelig, nærmest hellig
  2. Kræv ro til at tænke – du har brug for uforstyrret at kunne tænke ting igennem, før du svarer
  3. Vær velforberedt – tag noter, skriv kladder og hav ‘elevatorsvar’ klar, så du føler dig tryg
  4. Stil spørgsmål – så du kan blive klogere og dermed også bidrage til andres læring
  5. Sig nej – til receptioner, firmafester og store familie-arrangementer, for det dræner dig.

Mht. alenetid er det vigtigt, at du også får den i løbet af dagen, f.eks. ved at gå en tur i din frokostpause. Hvis du er imellem jobs får du rigelig tid alene, men her skal du sørge for at få GOD alenetid og gøre noget, der interesserer og giver dig energi.

Gør du allerede nogle af tingene? Kan du mærke forskel på, om det gør det eller ikke?

 

Læs også:

Anden inspiration:

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading