Impostor-aberne.
Hvorfor har du så svært ved at tage imod ros?
Når du er ramt af impostor-fænomenet, er det svært for dig at tage imod ros og anerkendelse. Personer, der ikke selv er ramt af impostor-komplekset forstår det grundlæggende ikke:
Hvorfor kan du ikke selv se, hvor dygtig du er?
Hvorfor kan du ikke bare tage imod det, når du bliver rost?!
Det er et centralt element i impostor-fænomenet, at du har det meget ambivalent med ros. På den ene side har du et kæmpestort, udækket behov for at blive rost og anerkendt for det du gør og kan. På den anden side kan du ikke tage imod ros og anerkendelse. Du kan ikke internalisere det.
For andre virker det ulogisk og uforståeligt. For dig er det bare sådan. Og det er der flere forklaringer på.
De to primære sammenhænge ses af impostor-aberne:
Du kan ikke se din succes eller dine evner.
Du hører ikke andres ros eller anerkendelse.
Ros er svær at tage imod, fordi den gør dig anderledes
Især de mest intelligente af de impostor-ramte har det svært med ros. Ofte hænger det sammen med oplevelser tilbage fra folkeskolen:
- Du var hurtigere til at løse opgaverne og kunne svare på alle lærerens spørgsmål
- Det faglige var nemt, men det sociale var svært
- Dine klassekammerater så dig som en konkurrent, eller du fik dem til at føle sig mindre dygtige.
Du har aldrig ønsket at konkurrere med dine klassekammerater eller være bedre end dem. Du kunne bare godt lide at lære noget nyt. Sugede til dig. Syntes det var let og sjovt. Frem for alt var det fedt at blive udfordret og få lov at bruge dit hoved.
Når læreren gav dig ros, kunne du mærke de andres blikke på dig. Misundelsen fra nogle af dem. Ubehaget ved at skille dig ud. Utilpasheden ved at få opmærksomhed og blive fremhævet.
Timerne var lette, men frikvartererne var svære. Fordi der gjaldt nogle andre regler, som du ikke altid forstod. Her skulle du være som de andre, være hurtig til at løbe, god til fodbold eller være populær, sige og gøre det rigtige – hvad det så var. Frikvartererne var uoverskueligt lange, og de andre opførte sig uforudsigeligt. De kaldte dig professor, nørd, lærerens kæledække, stræber og den slags.
Du var ikke som dem. Du var ikke en del af gruppen.
Derfor forbinder du ros med noget ubehageligt, noget der gør dig anderledes end de andre. Ros giver negativ opmærksomhed og udstøder dig fra gruppens fællesskab. Og ultimativt får du lavt selvværd af det.
Ros er svær, fordi det øger forventningerne
Hver gang nogen roser dig, bliver det mere svært. Fordi det øger forventningerne til dig. Dine egne forventninger til dig selv er i forvejen høje. Meget høje. Men når din chef roser dig, bliver det værre.
Kan du gøre det lige så godt næste gang?
Forventer din chef nu, at du gør det endnu bedre fremover?
Præstationsangst, skriveblokeringer og eksamensskræk hænger tæt sammen med frygten for ikke at kunne leve op til forventningerne. Både dine egne og andres.
Ros gør bare ondt værre.
Du underkender andres ros
Når andre roser dig, er du tilbøjelig til at bortforklare, hvorfor det var gået godt. Du var bare heldig. Det var tilfældigt. Din præstation var ikke noget særligt. Du nedvurderer dig selv og tager ikke imod deres ros.
Dermed du faktisk lidt arrogant:
Du tror ikke på, at andre kan forstå eller vurdere kvaliteten af dit arbejde.
Du undervurderer både dig selv og deres evner til at bedømme dine præstationer.
Her må der gerne grines. For det er jo lidt fjollet, at du f.eks. ikke tror, at din chef kan sammenligne dine resultater med dine kollegers eller alle de medarbejdere, hun/han har været leder for i årenes løb.
Men din leders ros preller åbenbart af på dig… 😉
Ros er svær at føle dig fortjent til
Når du er impostor-ramt, har du ikke en realistisk opfattelse af det du kan og gør. Du har en oplevelse af, at det var nemt, så det kan alle andre da gøre lige så godt eller bedre. Du var bare heldig. Det var tilfældigt, at det gik så godt.
Især de højt begavede har svært ved at vurdere egne evner. Fordi de ikke har anstrengt sig. Faktisk kan de have en oplevelse af at have snydt. Fordi de ikke har arbejdet lige så hårdt eller længe som studiekammerater og kolleger.
Mange begavede med det springvise præstationsmønster har en oplevelse af at være dovne, fordi de har tendens til overspringshandlinger i stedet for at gå i gang med opgaven. Og så har de jo ikke fortjent at få ros.
Ros passer ikke med din selvopfattelse
Når andre roser dig for alt dit gode arbejde og det, der lykkes for dig, kan du ikke tage imod, fordi du selv fokuserer på den lille ting, der gik galt.
Som impostor-ramt har du nemlig ikke en realistisk selvopfattelse. Du kan ikke objektivt vurdere dine egne evner, fordi du ikke kan se dine succeser. Du er tilbøjelig til at fokusere på dine fejl og mangler. Det der ikke lykkes for dig. Du kan ikke se hele den store ost for de små huller.
For at blive i stand til at tage imod ros, skal du derfor ændre din selvopfattelse. Du skal gradvist flytte dit fokus fra hullerne til osten. Fra den lille ting, der ikke gik helt som forventet, til alt det, som lykkedes og gik godt. Den proces tager tid. I starten er du tilbøjelig til hurtigt at gå videre til næste opgave. Dermed er vi tilbage ved impostor-aberne:
Du kan ikke se det, du er god til.
Når nogen roser dig, hører du slet ikke efter.
Når jeg har impostor-ramte i forløb, ser jeg ofte forandringen, før de selv gør. Så får jeg dem til at stoppe op, inden de skøjter videre. Hjælper dem til at se det, der lykkes. Og dvæle lidt ved succesen. Jeg giver high five og anerkendelse af, hvor langt de er nået i deres proces. Det hjælper dem til gradvist at få en mere realistisk selvopfattelse – og blive bedre til at tage imod ros. 😉
Har du også svært ved at tage imod ros og anerkendelse?
Hvilke af de ovenstående grunde er på spil for dig?
Prøv selv Impostor-testen
