Medarbejdere keder sig, føler ikke de får brugt deres evner og kunne arbejde hurtigere. I stedet bruger de arbejdstiden til private gøremål og går trætte hjem fra jobbet, som de i øvrigt er ret utilfredse med. 

Svarene fra de over 1.300 respondenter af boreout-testen taler deres eget kedelige sprog. Følgende andel har svaret ofte eller meget ofte til spørgsmålene.

 

68,5 procent keder sig og føler ikke de får brugt deres evner

Nu er det næppe repræsentativt for en tilfældig arbejdsplads, at så mange af medarbejderne tit keder sig og ikke oplever, at de får brugt deres evner. Men blandt de 10 procent bedst begavede undertegnede har arbejdet med at udvikle potentialet hos siden 2012, er der til gengæld en meget stor andel, der næsten dagligt kæmper med kedsomheden, savner udfordringer og ikke har en oplevelse af, at de får brugt deres kompetencer eller potentiale.

Hylden bliver hurtigt for smal, så allerede efter nogle måneder eller et års tid, begynder opgaverne at blive rutine og kedsomheden melder sig. Igen.

Blandt de begavede er indlæringsevnen typisk 75 eller over i intelligenstesten, mens den for normgruppen af ledere og funktionærer ligger omkring 50 på en skala fra 0-100. Det betyder, at de tilegner sig ny viden væsentligt hurtigere end kollegerne. De skal kun høre en besked en gang for at forstå den og springer ofte fra A til Z uden at kunne redegøre for mellemregningerne. Derfor bliver deres kedsomhedstærskel også tilsvarende lavere. Ligesom deres fulde potentiale kun sjældent kommer i spil.

 

63,8 procent kunne arbejde hurtigere og nå mere

Hvorfor oplever så stor en andel, at de kunne arbejde hurtigere og nå mere? Hvorfor bliver deres ressourcer ikke brugt bedre?

Igen kan en stejl indlæringskurve spille ind: Når de møder en tilsvarende opgave i intelligenstesten, løser de den hurtigere eller mere korrekt – eller begge dele. Så måske får de simpelthen for få udfordrende opgaver til at udnytte deres arbejdskapacitet.

Men hvorfor gør de så ikke bare noget mere? Hvorfor er de ikke mere effektive?

Det kan der være alle mulige grunde til. Da PhD Lene Tanggaard på ledelseskonferencen “Mening, motivation & målstyring” den 17. maj holdt indlæg om det lærende menneske henviste hun blandt andet til en undersøgelse, hvor respondenterne svarede: “Vi bruger 30% af vores tid på unødig dokumentation”. Så måske oplever de, at de spilder deres tid på meningsløs administration?

En anden forklaring kan være, at de har det springvise præstationsmønster, som mange begavede har. De kæmper med overspringhandlinger og har næsten konstant dårlig samvittighed over, at de ikke bare præsterer stabilt ligesom deres kolleger.

Læs 3 grunde til at du har svært ved at komme i gang.

 

57,1 procent er trætte og udmattede efter arbejde

Over halvdelen af respondenterne er ofte trætte og udmattede om aftenen – vel at mærke uden på nogen måde at have været presset arbejdsmæssigt! Men hvorfor bliver de så udmattede af at gå på arbejde? Det er et af de vigtigste tegn på boreout: At blive træt af at være på arbejde, selvom det hverken har været hårdt eller travlt.

Ofte bliver det en negativ spiral, som gør, at de heller ikke orker at søge andet arbejde.

Læs: Kan man blive syg af at kede sig? 

 

48,5 procent ville hellere arbejde med noget andet

Næsten halvdelen af respondenterne ville hellere arbejde med noget andet, men tøver med at gøre noget ved det, fordi de så ikke ville tjene penge nok. Så det er tilsyneladende afhængigheden af en fast indtægt, der binder dem til jobbet.

Der til kommer, at 45,8 procent er ret utilfredse med deres job.
Hvor fedt er det lige? For dem selv? For deres arbejdsgiver?

Læs:
Overvejer du at sige op?
Overvejer du at skifte job?
Overvejer du at blive selvstændig?

 

43,9 procent får klaret personlige gøremål i arbejdstiden

Well. Når man nu alligevel skal tilbringe så mange timer på jobbet, og man ikke får tilstrækkeligt med udfordringer, så kan man jo lige så godt… få købt ind eller bestilt noget på internettet, arrangere en fødselsdag eller noget for klubben. Eller bare surfe rundt på nettet. Holde sig orienteret på Facebook. Eller hvor sidevinden nu bringer en hen…

Men faktisk er det ret frustrerende at have så god tid. De kommer ned i tempo, føler sig ineffektive og har konstant dårlig samvittighed.

Kollegerne ved som regel godt, at der er nogen, der ikke laver så meget eller ordner private ting i arbejdstiden.
Gad vide, om arbejdsgiverne også er opmærksomme på det. Og om lederne har mod til at tage dialogen om det…

 

Belastende begavet – og forpligtet af sine evner

Når man sammenholder med at hele 93,6 procent af de over 3.900 respondenter af “Belastende begavet-testen” svarer, at de stiller meget høje krav til sig selv, fordi de jo ved, hvad de kan præstere, hvis de virkelig vil, får man en vis forståelse for, hvorfor det er så frustrerende at kede sig på jobbet.

Det virker også påfaldende, at 93 procent af dem tit synes, at møder bliver for langtrukne eller går i tomgang. Så de sandsynligvis keder sig til møderne og/eller føler, at de spilder deres tid.

81,4 procent svarer, at de nemt kommer til at kede sig, når de taler med andre eller lytter til en underviser, fordi de allerede ved, hvad de vil sige, eller det bare går for langsomt. Så her har vi åbenbart også en kilde til kedsomheden: Det går for langsomt. Når man nu har en sportsvogn mellem ørerne, kan det være ret anstrengende at ligge og trille i kø med højst 50 km/t.

Læs også Derfor rammer boreout især de begavede

Kan du genkende det?

Prøv selv Boreout-testen

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading