10 tegn på, at du har det rigtige job
- Arbejdsglæde – du glæder dig til at tage på arbejde, hver dag eller for det meste
- Kompetence – du føler dig kompetent og passende udfordret i dit job
- Overskud – du har overskud til at være sammen med familie og venner i din fritid
- Motivation – du har lyst til at tage på arbejde og kan ligefrem glæde dig til bestemte opgaver
- Sikkerhed – du kan sagtens se dig selv i virksomheden, også på længere sigt
- Værdifællesskab – du deler din arbejdsgivers værdier både i teori og praksis
- Koncentration – du har gode rammer for at fokusere og løse dine opgaver tilfredsstillende
- Godt helbred – du er sjældent syg, og hvis du endelig er, bliver du relativt hurtigt rask igen
- Energi – du har samme eller øget energi, når du tager hjem, som da du kom på arbejde
- Mening – du kan se formålet med din arbejdsindsats og oplever at bidrage til en større sammenhæng.
Hvor mange af punkterne oplever du at have i dit nuværende job?
10 tegn på, at du ikke har det rigtige job
- Træthed – du er tit udmattet og drænet for energi, når du får fri fra arbejde
- Kedsomhed – du savner udfordringer, har for lidt at lave og forsøger at strække opgaverne
- Irritabilitet – lunten er kort, når du kommer hjem, og du kan vrisse eller råbe ad dine nærmeste
- Demotivation – du har ikke lyst til at tage på arbejde om morgenen og kan ikke lide dine opgaver
- Tvivl – du vakler imellem at blive eller søge et andet job
- Uenighed – du er konstant uenig i ledelsens beslutninger og tiltag
- Stress-symptomer – søvnløshed, hjertebanken, overfladisk åndedræt, glemsomhed osv.
- Hyppig sygdom – især om mandagen og efter ferier
- Udbrændthed – generel mangel på energi og flere af de øvrige punkter på samme tid
- Meningsløshed – du har ingen visioner for fremtiden og aner ikke, hvad du vil eller har lyst til.
Hvor mange af punkterne oplever du i dit nuværende job?
Har du fundet det rigtige job for dig?
Hvis du har markant flere punkter fra den positive end fra den negative liste, har du sandsynligvis fundet det rigtige job. Tillykke med det!
Det er dog individuelt, hvor meget de negative tegn vægter på den balance, der er afgørende for din trivsel.
Vi kan alle have dage, hvor vi er mindre motiverede, føler os pressede, eller vi kan blive smittet med en forkølelse eller influenza – ligesom alle andre. Problemet bliver imidlertid mere alvorligt, hvis det går ud over dit helbred og/eller dit privatliv, så du ikke har overskud til dig selv og dine nærmest. Hvis du hver dag bliver drænet for energi og derfor er irritabel og træt, når du kommer hjem, så er det uholdbart i længden.
Hvorfor passer jobbet ikke til dig?
Her kan der være flere forklaringer, som både kan skyldes noget hos dig og omstændigheder uden for din indflydelse.
Kedsomheden kan skyldes, at du har en højere IQ end dine kolleger, så du hurtigere løber tør for udfordringer. Hvis du scorer 30 eller mere i boreout-testen, kan du være på vej mod boreout og måske udbrændthed.
Prøv selv Boreout-testen
Irritabiliteten kan hænge sammen med, at du er særligt sensitiv og derfor har mindre filter på ift. dårlig stemning og konflikter, som kan påvirke dig negativt og tage det overskud, du skulle have haft til dig selv og dine nærmeste.
Læs: Særligt sensitiv og særligt påvirkelig på jobbet
Demotivation kan skyldes, at du ikke oplever at kunne bringe dig selv og dine kompetencer i spil. At du har potentiale til mere og andet, end det du har mulighed for at bruge i jobbet. Det kan være, at du har en bred profil (i de 7 intelligenser), men jobbet er smalt, så du kun bruger helt specifikke kompetencer.
Læs: Er hylden aldrig bred nok?
Hvorfor er jobbet, lederen eller arbejdspladsen forkert?
Forkert job hænger sammen med opgaverne og rammerne omkring det, samt i hvilket omfang det passer til dine kompetencer og dit præstationsmønster.
Test selv dit Præstationsmønster
Forkert leder kan handle om, at I grundlæggende har forskellige værdier og holdninger til, hvad der er et godt stykke arbejde fra din side. Det kan også handle om, at du måske har en højere IQ og bliver opfattet som en trussel eller konkurrent.
Læs: “Min chef forstår mig ikke”
Forkert arbejdsplads kan have flere årsager såsom et negativt eller dårligt arbejdsklima eller et urealistiske stort arbejdspres med alt for mange møder og for lidt tid til at løse opgaverne. Der kan også være uoverensstemmelse mellem virksomhedens formelle værdier og det, der bliver praktiseret i hverdagen.
Endelig kan du være landet i en afdeling eller gruppe, hvor du ikke passer ind eller ikke bliver accepteret af dine kolleger, som i værste fald kan have mobbende og ekskluderende adfærd. Så kan det kun gå for langsomt med at komme væk, hvis det ikke skal have skadende effekt på din selvtillid og trivsel.
Uanset hvad, bliver du nødt til at forholde dig til, hvor længe du kan blive under de omstændigheder, samt hvilken pris du betaler for at gøre det.
Læs også:
- Hvilke jobs passer til særligt sensitive?
- Introvert eller ekstrovert – hvilket job er bedst?
- Tør du sige til din chef, at du keder dig?
- Derfor har du stadig ikke fundet det rigtige job
- 5 grunde til, at du alligevel ikke skifter job
- 4 grunde til at begavede ikke gør karriere
- 4 forskelle mellem at have høj eller normal IQ
- Få succes og undgå stress – kend dit præstationsmønster, før du søger job