Har du truffet de rigtige valg?
Det korte svar: Måske.
Det uddybende svar: Det er svært at vide, fordi der ikke findes 100 % rigtige eller forkerte valg i dit arbejdsliv. Eller i det hele taget. Der findes heller ikke nogen facitliste bag i bogen, hvor du lige kan tjekke, om det var rigtigt.
Spørgsmålet er derfor mere: Hvordan træffer du dine valg?
Er dine valg baseret på impulsive mavebeslutninger – altså det der lige føles rigtigt på det tidspunkt? Og holder det, eller skifter du lige så hurtigt mening igen?
Går du længe og overvejer for og imod, fordele og ulemper – indtil det måske er for sent? Og bliver du ved med at være i tvivl?
Når du først har truffet dit valg, handler det mest om din trivsel, og om det fortsat er det rette for dig. Vilkårene og alt muligt omkring dig kan ændres. Du kan også udvikle dig og vokse ud af jobbet. Eller det kan af alle mulige grunde vise sig ikke at være den helt rigtige uddannelse eller det helt rigtige job for dig. Og det kunne du ikke vide på forhånd.
Ofte må du prøve dig frem, være i det, vænne dig til nogle ting, men til gengæld ikke affinde dig med andre.
Læs også: Ved du ikke, hvor du er om 5 eller 10 år?
Har du truffet det rigtige valg af uddannelse?
Om du har truffet det rigtige valg af uddannelse er umuligt at sige. Fordi du ikke ved, hvordan det hele ville have gået, hvis du havde valgt en anden uddannelse.
Som lærer kan blive til hvad som helst, hvis du stopper i tide…
Der er flere succesfulde musikere, entertainere og forfattere, der oprindeligt havde en læreruddannelse – f.eks. Kim Larsen, Finn Nørbygaard og Bjarne Reuter. Pointen er, at du med visse uddannelser har erhvervet nogle basale kompetencer, som kan bruges i flere brancher og jobs. En del ledere og HR-professionelle har en læreruddannelse eller en lederuddannelse fra militæret. Min bedste HR-leder var uddannet tandlæge.
Dit valg af uddannelse er ikke altafgørende – for det kan gøres om, og du kan få andre erhvervserfaringer.
Du kan skifte uddannelsesretning, tage flere og andre uddannelser, indtil du finder den uddannelse, der passer bedst til dig. Det er faktisk aldrig for sent at uddanne dig – for din egen skyld – og fordi du ønsker at bruge andre sider af dig selv. Ikke nødvendigvis, fordi du vil gøre karriere inden for det pågældende område.
Læs også: 3 grunde til, at du har svært ved at vælge retning
Har du truffet det rigtige valg af branche eller retning?
Om du har valgt den rigtige branche er til gengæld mere tricky. Jo længere tid du er i en given branche, desto mere fylder det på dit CV – og desto sværere bliver det også at skifte branche.
Nogle brancher er mere hermetisk lukkede end andre, fordi de har deres egen uddannelse:
- Bank og finanssektoren
- Forsikringsbranchen
- Ejendomshandel
- Transport, herunder især flytransport
Hvis du er uddannet inden for en af de brancher, kan det være svært at skifte til noget helt andet, fordi headhuntere og ledere har svært ved at oversætte dine kompetencer til det, de søger.
Du skal helst have haft et job i samme branche, samme stilling og i en tilsvarende virksomhed.
Hvis du er uddannet inden for marketing, økonomi, human resources eller andre generiske funktioner er det lettere at skifte branche, men du skal alligevel passe på ikke at male dig selv ind i et branchefagligt hjørne. Det er heller ikke alle fagområder, der gør det lige let at starte dit eget, hvis du har mod på det.
Det kan lade sig gøre, men med tiden kræver det en større indsats og vedholdenhed.
Læs også: 5 enkle trin til at skifte spor i karrieren
Har du truffet det rigtige valg af job?
Er du i tvivl, er du ikke i tvivl.
Det lærte jeg, dengang jeg begyndte at arbejde med rekruttering. Når jeg selv skulle rekruttere folk, plejede jeg at sige til dem:
Gå nu hjem og mærk efter. Du skal helst have den der oplevelse af, at det her job vil du bare have!
Hvis du derimod du går og tænker:
Lønnen er jo god… det er tæt på, hvor jeg bor… det kan måske være et godt springbræt…
… så argumenterer du med dig selv, og det er et tegn på, at du på vildspor. Når det sker, er der sandsynligvis nogle blinkende, røde lamper, du ignorerer.
Læs også: Har du fundet det rigtige job, hvor du gør du en forskel?
Hvordan kan du træffe de rigtige valg?
Det afhænger af, hvordan du træffer dine valg: Om du tager mavebeslutninger eller primært lytter til din fornuft.
Er du typen, der træffer mavebeslutninger, så er det relativt nemt. Du skal mærke efter!
Kom i god og sid i receptionen – her kan du få et godt indtryk af kulturen i virksomheden.
Under samtalen skal du være opmærksom på din krop – trækker du vejret naturligt, er du tændt, og bliver du let begejstret? Eller er du anspændt, glemmer at trække vejret, og har du det underligt bagefter?
Kan du lide dem, du møder i virksomheden – har du lyst til at snakke mere med dem?
Forestil dig samarbejdet med den kommende chef og dine nærmeste kolleger. Hvordan vil det mon være?
Inden du skriver under på kontrakten – glæder du dig til at starte i jobbet?
Er du derimod typen, der træffer rationelle beslutninger, skal du identificere de vigtigste kriterier for dig:
Jobindholdet – får du udfordringer, ansvar, variation i opgaverne, indflydelse, udviklingsmuligheder og evt. rejseaktivitet?
Kontrakten – er du tilfreds med lønnen, titlen, rammerne, fleksibiliteten og benefits?
Det sociale – skal du arbejde meget alene eller tæt sammen med kolleger, får du en begrænset eller bred kontaktflade både internt og eksternt?
Virksomheden – passer virksomhedens størrelse, ejerform, kultur og ledelsesstil til dig, er den national eller international?
Ydelser/produkter – kan du forholde dig personligt til og stå inde for dem?
De første måneder i et nyt job kan det fylde en del. Tilsvarende kan en ny chef give anledning til at genoverveje, om du er det rigtige sted.
Læs også: Overvejer du at sige op?