Skal din chef vide, at du har en høj IQ?
Det er der ikke noget universelt eller entydigt svar på.
Det er altid et personligt og individuelt skøn, som afhænger af, hvem din chef er, og hvad du ønsker at opnå ved at dele den information om dig selv. Eller hvad du risikerer ved at gøre det. Der kan være argumenter både for og imod. Fordele og ulemper.
I min facebookgruppe Potentialefabrikken (hvor du også er velkommen) har nogle af medlemmerne delt deres erfaringer – og de har både været positive og negative.
Før du beslutter dig, kan du overveje nogle argumenter for og imod.
Nej, du risikerer at blive mødt med myter og fordomme
Der er desværre en del antagelser og fordomme i forhold til det at være begavet. Da jeg for nylig genudsendte et blogindlæg på LinkedIn, lød en af kommentarerne:
En fin beskrivelse af Asperger/autisme person super intelligent. Men mangler sociale kompetencer. Du kan ikke få alt heldigvis
Det er en af de typiske fordomme, jeg har mødt rigtigt mange gange i de år, jeg har beskæftiget mig med de 10 % bedst begavede: Hvis man er højt begavet, har man nok en diagnose og mangler sociale kompetencer.
Hvis din – kommende eller nye – chef er en af dem, er der derfor stor risiko for, at du får sat dig selv i en uheldig bås. Som ingen har lyst til at være i.
Men for det første er der ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem høj IQ og Aspergers – eller andre diagnoser for den sags skyld. Når det gælder autisme, har kun 44 % af de ramte en IQ i normalområdet eller over (IQ >85). At de begavede sjældent er gode til/gider small talk og har nogle andre interesser end TV-serier, fodbold og hvad, der bliver lagt på Weber-grillen, er en anden sag.
For det andet kan de begavede score både højt og lavt på empati og hensyntagen – ligesom alle andre. Det har jeg set flere hundrede eksempler på i personlighedstesten. At de så ikke altid spiller det politiske spil, kan der være andre grunde til.
Det kan imidlertid være svært at forklare eller overbevise din chef om. Og det samme gælder i høj grad dine kolleger, hvis rygtet spredes…
Læs også: 4 grunde til at begavede ikke gør karriere
Nej, du udfordrer et stort tabu
Intelligens er forbundet med et tabu – man taler simpelthen ikke om det. Og det er der flere grunde til:
Janteloven trives i bedste velgående – og du skal bestemt ikke tro, at du er mere intelligent end din chef! Eller dine kolleger.
Arbejdsmarkedet er indrettet efter den brede midtergruppe af normaltbegavede – og du skal helst ikke skille dig ud fra dem. Tværtimod skal du helst have præcist de samme evner og interesser. Så du kan passe ind og snakke med ved frokostbordet.
Hvis du åbent giver udtryk for, at du har en høj IQ, får du automatisk de andre til at føle sig dumme – også selvom det slet ikke var din mening!
Det er heller ikke så fedt, hvis du reelt er hurtigere end dine kolleger. Flere af de begavede, jeg har talt med, har fået at vide, at de skal sætte tempoet ned. Så de andre kan følge med. Og det ikke bliver alt for åbenlyst, hvem der laver mest…
Læs også:
3 grunde til at høj IQ er et tabu
Hvad gør du, når du er hurtigere end kollegerne?
Nej, du risikerer at blive misforstået
De personer, der har behov for at være i centrum, bestemme og få deres vilje, kan opfatte dig som en trussel og konkurrent. Især hvis du samtidig er velformuleret, er hurtig og dygtig til dit arbejde. Og modparten har behov for at være den bedste, klogeste, dygtigste osv. Du er og bliver en torn i øjet på enhver alfahan og -hun. Fordi du ikke ser op til dem eller indordner dig i hierarkiet under dem.
At du slet ikke opfatter dig selv som en trussel, ikke er interesseret i chefens job og i øvrigt bare vil gøre en forskel – ja, det er desværre underordnet. Fordi du ikke kan styre eller have reel indflydelse på, hvad andre tænker om dig. Ligesom du ikke er herre over, hvor lidt eller meget andre sammenligner sig selv med dig.
Det er simpelthen uden for din kontrol, hvad andre tænker og mener. Hvilke forestillinger de har om begavede, eller hvad det får dem til at tænke eller føle. Så der er en overhængende risiko for, at du bliver misforstået. På forhånd.
Læs evt. også:
Har du været udsat for løgne, bagtalelser og backstabbing?
4 grunde til at begavede hele tiden går galt af andre
5 grunde til, at du skal fortælle din chef om din høje IQ
Hvis du til gengæld har en chef, der er rummelig og empatisk, så er du heldig. Meget heldig.
For så kan din chef måske også se din høje IQ som et potentiale, der kan være til gavn for jobbet og den sammenhæng, du indgår i.
Her er 5 grunde til, at du med fordel kan fortælle din chef om din høje IQ:
- Du ved, at du nemt kommer til at kede dig og savne udfordringer – og så kan din chef forhåbentlig forsyne dig med varierende og komplekse opgaver. Hvis du er ekstra heldig, kan du måske også blive fritaget for at skulle deltage i nogle af de lange, kedelige møder.
- Du ved, at du skal ledes på en anden måde, og derfor kan du dele disse indlæg om Ferrari-ledelse med din chef: 4 tips til at få mere ud af de begavede medarbejdere og Sådan leder du dine begavede medarbejdere effektivt – 6 tips
- Du ved, at din højere IQ kan give dig bestemte udfordringer ift. kommunikation og samarbejde med dine kolleger, så du har brug for at din chef forstår dine gode intentioner og støtter dig i at blive bedre til det. Specielt når dine kolleger misforstår dig eller opfatter dig som arrogant, kritisk eller lignende.
- Du vil gerne udvikle dig, så din chef kan støtte din proces ved at give dig åben, konstruktiv og direkte feedback.
- Du ved, at du har et stort potentiale, som du ønsker at bringe i spil – både til gavn for dig selv, afdelingen, virksomheden og den større sammenhæng. Det kan din chef måske være med til at støtte gennem et udviklingsforløb.
Jo bedre en relation du har til din chef, desto større en ressource kan du også blive og være.
Hvad tænker du nu? Vil du sige det til din chef?
Læs evt. også:
Intelligent – skal du oplyse din IQ på CV’et?
Belastende begavet og lidt besværlig at arbejde sammen med
5 grunde til at de begavedes ressourcer spildes