Du mister tålmodigheden, fordi du er ubevidst begavet

Oplever du tit, at du mister tålmodigheden på jobbet? Så er du ligesom de fleste begavede, jeg taler med. Utålmodighed er nemlig en af de 4 grunde til at begavede ikke gør karriere.

Så længe du ikke selv er klar over, hvor meget du ligger over den gennemsnitlige IQ for dine kolleger, er der meget, der kan gå galt. Primært i din kommunikation:

Du kommer til at bruge ord, de ikke forstår.
Du taler for hurtigt, så de når ikke at opfatte, hvad du siger.
Du springer direkte fra A til Z uden mellemregninger og taber dem.
Du forsøger at forklare noget, det er indlysende for dig, men som de slet ikke kan følge.

Derfor vil du ofte have en oplevelse af, at de ikke rigtigt hører efter. Ikke forstår dig. Eller ligefrem misforstår dig. Det er frustrerende.

Du forsøger at sige det samme på flere måder.
Du gentager dig selv – uden synderlig effekt.
Du argumenterer for Z, mens de fortsætter med at snakke om F og K.
Du prøver igen, men bliver efterhånden irriteret – og mister tålmodigheden.

Det er hverken din eller deres skyld.

I sender bare ikke på samme frekvens. Afsender og modtager er ligesom ikke forbundet.

Ofte kan du forudse, hvad de vil sige, længe inden de får talt færdigt…

Kan du genkende det?

 

Du mister tålmodigheden pga. din personlighed

I personlighedstesten er der bestemte træk, der går igen hos mange af de 10 % bedst begavede – og utålmodige – jeg hvert år har i udviklingsforløb:

  • Høj score på tempo – du er hurtigere en gennemsnittet i tanke og handling
  • Høj score på visioner – du får ideer og kan se, hvor godt det kunne blive hvis…
  • Lavere score på selvkontrol – du har svært ved at skjule dine reaktioner
  • Lavere score på positiv bedømmelse – du er ikke imponeret af andres arbejde
  • Evt. høj score på dominans – der er skruet ekstra op for volumenknappen og gennemslagskraften, så ting skal helst ske på din måde.

Hvis du derudover har et J i din persontypetest, har du et ekstra stort behov for afklaring, handling, beslutninger, definitioner og afslutninger.

Kom nu til sagen!

Oplever du det?

 

Du mister tålmodigheden, fordi du keder dig

Begavede kommer hurtigere til at kede sig, fordi de har en stejl indlæringskurve og derfor har mindre brug for gentagelser. Når deres hjerner bliver understimulerede, er det kun et spørgsmål om tid, før de mister fokus og tålmodighed.

Hvis noget går langsomt, trækker i langdrag, ikke fører nogen vegne eller står i stampe, mister du tålmodigheden. Det samme gælder:

  • Rutinearbejde med mange detaljer (især med meget lidt af det stabile præstationsmønster)
  • Samtaler med personer, der taler langsomt, gentager sig selv og overforklarer instruktioner
  • Langtrukne møder, hvor de samme personer bliver ved med at diskutere de samme emner…

Din utålmodighed bliver yderligere forstærket, hvis du har (en snert) ADHD. Det viser sig i personlighedstesten som:

  • Ekstra høj score på tempo – du har brug for at (al)ting går hurtigt!
  • Lav score på koncentration – du kan ikke fastholde opmærksomheden ret længe/på en ting ad gangen
  • Lav score på udholdenhed – du har brug for variation, skiftende opgaver og emner, der interesserer dig
  • Lav score på selvkontrol – du har kort lunte (især hvis du samtidig er overstimuleret)
  • Evt. lave scores på planlægning, ordenssans og detaljer – så du reagerer negativ, hvis du er tvunget til at arbejde mere struktureret.

Jo højere du scorer på dominans og jo lavere score på selvkontrol, desto voldsommere kan det komme til udtryk, når din lunte ikke er længere, og du har mistet tålmodigheden…

Virker det bekendt?

 

Du mister tålmodigheden, fordi de andre ikke er som dig

Når du er begavet uden at vide det, kan samarbejdet med andre volde kvaler. Både for dig og de andre. Så du mister tålmodigheden.

De andre kan ikke forstå dig eller følge dig.
De har ikke set lyset og fortsætter som de plejer.
De andre arbejder på en anden måde og har det fint med status quo.
De har deres egen agenda og tænker ikke som dig på firmaets bedste.

De andre er ikke styret af værdier som retfærdighed og ordentlighed.
De har ikke det samme behov for at gøre ting hurtigere, bedre, smartere.
De andre har lettere ved at leve med organisatorisk inerti og kollegial inkompetence.
De kan godt leve med meningsløse procedurer, politiske spil og store egoer, der fører sig frem i tide og utide.

Frem for alt er de andre ikke ved at eksplodere eller implodere over alt det, der ikke fungerer optimalt, virker uretfærdigt, kedeligt, meningsløst eller bare lyder dumt.

Derfor mister de ikke ligesom dig tålmodigheden… over alt muligt.

Har du undret dig over andres måder at tænke og agere?

 

Hvad kan du gøre for ikke at miste tålmodigheden?

Indsatsen for, at du på nogen måde kan få de andre til at ændre opfattelse, få dem til at forstå dig, få dem med på dine ideer og forslag til forbedringer eller forandringer, kan virke uoverskuelig og uendelig.

Sandsynligheden for, at du kan ændre dem, er mikroskopisk. For ikke at sige, vi er ude i kvatefysiske måleenheder.

Den dårlige nyhed – som du jo godt kender – er, at du ikke kan lave om på andre, men kun på dig selv.

Den gode nyhed er til gengæld, at du godt kan arbejde med dig selv. Så du bliver en smule mere tålmodig. Og ja, det kræver en indsats. Over en længere periode.

Du er allerede godt i gang, fordi du lige nu er ved at erhverve dig en selvindsigt og bedre forståelse for andre og jeres indbyrdes udfordringer. Bevidstheden er nemlig det første af de 4 trin til forandring, som kan hjælpe dig til at mindske din utålmodighed.

Næste trin er refleksion og handling. Vel at mærke i den rækkefølge og en handling, der ikke er den vante for dig.

En gylden regel for førstehjælp gælder også her: Stop ulykken!

Hvis du er tæt på at eksplodere, når du mister tålmodigheden, kan du stoppe ulykken ved at fjerne dig fra den. Forlad lokalet. Tag en pause. Distraher dig selv med noget helt andet. Tag nogle dybe vejrtrækninger.
Først når din puls er normal igen, kan du genoptage samtalen eller samarbejdet.

Har du brug for støtte og sparring i processen, kan du altid kontakte mig.

 

Læs også:

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading