4 områder, du ikke er tilfreds med
Egentlig er det svært for dig at sætte fingeren på, hvad du ikke er tilfreds med i dit liv. Du har sikkert et udmærket job, en god partner og evt. nogle dejlige børn. Hvis du ikke har, er det noget, du selv har valgt. Så du burde være glad og tilfreds. Det er du imidlertid ikke.
1. Du er ikke tilfreds med dit arbejdsliv
Du har haft skiftende jobs og chefer. Lige lidt hjælper det. Du har endnu ikke fundet din rette hylde, og du har stadig en oplevelse af ikke at bruge dit potentiale. Men du ved ikke rigtigt, hvad du vil lave i stedet for det, du gør.
2. Du er ikke tilfreds med det, du har opnået
Du er hemmeligt misundelig på dine venner og veninder, der gjort karriere og nået deres personlige mål. Både professionelt og privat. Det har du ikke. Langt fra. Men hvilke mål skulle du have?
3. Du er ikke tilfreds med din fremtid
Det bliver jo bare mere af det samme – og det orker du ikke. Du keder dig tit og hurtigt. Både på jobbet og i dit privatliv. Hvor mange år mere skal det blive ved at være sådan?
4. Du er generelt utilfreds – med dig selv og/eller andre
Du er grundlæggende utilfreds og har tendens til at fokusere på hullerne i osten. Du burde være mere målrettet, udadvendt, aktiv, udholdende osv. Eller alle andre burde være anderledes på alle mulige måder, så de ikke var så irriterende og gik dig så meget på nerverne. Det er jo håbløst.
4 grunde til, at du aldrig bliver tilfreds
Når du ikke er tilfreds med ovenstående, kan det hænge det sammen med følgende:
- Du er ubevidst begavet og/eller har en bred/anderledes begavelse end de fleste
- Du er impostor-ramt og sammenligner hele tiden dig selv med andre
- Du kæmper med boreout – evt. kombineret med ADHD
- Du er grundlæggende utilfreds og kritisk indstillet
Hvis du har fuld plade her, er livet godt nok tungt og hårdt. Men lad os tage et punkt ad gangen og se, hvad du selv kan gøre ved det. Og om jeg kan hjælpe dig med noget.
Ad 1. Du er utilfreds med dit arbejdsliv, fordi du er ubevidst begavet
Du har den her ulmende utilfredshed, fordi du ikke har fundet den rette hylde og i øvrigt ikke oplever, at du får brugt dig selv på den rigtige måde. Dit potentiale kommer ikke i spil.
Du kan være bedre begavet, end du selv tror. Det er relativt nemt at finde ud af, for der findes forskellige test, som kan give dig et fingerpeg og dermed gøre dig mere bevidst om den del af dit potentiale.
Tjek selv:
Er du belastende begavet? – selvevaluering af typiske kendetegn for de 10 % bedst begavede
Illustreret Videnskab: Intelligenstest – måler på 5 områder
Mensa: IQ-test – logisk test med figurer
Udover det, kan du være begavet på forskellige måder:
- Sprogligt – stort ordforråd og god forståelse, grammatisk sans, nemt ved andre sprog
- Matematisk-logisk – evne til at regne, tænke abstrakt og logisk analytisk
- Visuelt-rumligt – evne til at navigere i 2 og 3 dimensioner, læse kort, illustrere og skabe modeller
- Kropsligt-kinæstetisk – god med hænderne og kroppen til f.eks. et håndværk og sport
- Musisk – evne til at spille et instrument, synge rent og genkende forskellige instrumenter
Bruger du bredden i din begavelse, eller er der områder, du forsømmer? At begynde at bruge flere sider af din intelligens vil helt automatisk gøre dig mere glad og give mere energi.
Jo mere du bruger din begavelse, desto bedre basis har du for at bringe dit potentiale i spil – og dermed blive mere tilfreds.
Evaluering af og feedback på de 7 intelligenser/potentialer er en del af jobkonsultationen og opstartspakken.
Ad 2. Du er utilfreds med, hvad du har opnået, fordi du er impostor-ramt
En væsentlig del af impostor-fænomenet er konstante sammenligninger med andre – der altid falder ud til deres fordel. De er klogere, dygtigere, bedre til dit eller dat, hviler mere i sig selv, har gjort karriere og opnået alt muligt, som du ikke har.
Impostor-fænomenet hænger sammen med lav selvtillid og/eller lavt selvværd. Så du undervurderer dig selv og overvurderer de andre. Men pointen er, at din selvopfattelse ikke er realistisk. Du kan ikke se dine egne styrker, evner eller kompetencer. Hvis andre påpeger dem, kan du ikke tage imod det. Du ved måske godt med din fornuft, at du har gjort det okay godt, men du synes alligevel ikke helt det tæller. Du har jo mest været heldig. Eller meget flittig.
Tjek selv: Impostor-testen
Her er der så 3 gode nyheder:
- Der findes et navn for det, du har gået og kæmpet med i det skjulte
- Du er langt fra den eneste, der har det sådan
- Du kan gøre noget ved det, og jeg har specialiseret mig i at hjælpe impostor-ramte som dig.
Hvis du scorer 80+ i impostor-testen anbefaler jeg et udviklingsforløb.
Ad 3. Du er utilfreds med din fremtid, fordi du keder dig
Well. Lad os være ærlige: Hvis du er utilfreds med din fremtid, fordi du keder dig og er kørt fast, så er det op ad bakke. Hver morgen, når du skal ud af sengen. Fordi hver dag tilsyneladende er en kedelig gentagelse af den forrige.
Hvis du har haft det sådan længe, er du måske ramt af boreout eller kronisk kedsomhed. Symptomerne kan ligne stress, udbrændthed eller depression, og det kan også gå ud over både livsglæde og selvtillid.
Tjek selv: Boreout-testen
Jo længere, det har stået på, desto sværere kan det være at ændre. Fordi du sidder fast i en selvforstærkende negativ spiral.
To små tiltag til forandringer, du selv kan håndtere:
- Inden du går i seng, kan du beslutte og planlægge 1 ting, som du har lyst til at gøre i morgen – så du har bare en enkelt ting, du kan stå op og se frem til.
- Skriv en liste over kedelige ting i dit liv og vælg den, du helst vil ændre på – hold fokus der og gør alt, hvad du overhovedet kan for at ændre det.
Men: Hvis du simpelthen ikke kan overskue det eller ikke har energi til noget som helst, så skal du altså tale med din læge. Der er ingen grund til, at du går og lider, hvis der måske er en diagnose inde over. Hvis du f.eks. har en depression eller ADHD, bliver det for meget op ad bakke uden professionel hjælp.
Ad 4. Du er generelt utilfreds pga. din personlighed
I personlighedstesten kommer utilfredsheden til udtryk som:
- Lav score på positiv bedømmelse – du er kritisk over for både dig selv og andre
- Lav score på udtrykt positivitet – du kommer til at påpege fejl og mangler
- Lav score på konstruktiv holdning – tilliden til andre og jeres samarbejde er lille eller ikke eksisterende
- Lav score på optimisme – du er faktisk ret pessimistisk indstillet over for livet, hvis du skal være ærlig
- Lav score på personlig bearbejdning – du hænger fast i fortidens fejltagelser og bekymrer dig for fremtidens (mere eller mindre) sandsynlige gentagelser.
Det kan forstærkes af:
- Høj score på visionerende – så du kan se, hvor fantastisk alt kunne blive, hvis bare…
- Lav score på planlægning – du får ikke lige lagt ind i din kalender, hvad du konkret skal have gjort, så der sker ikke rigtigt noget…
- Lav score på udholdenhed – du mister hurtigt interessen og orker ikke at fortsætte, når det bliver lidt svært
- Lav score på humørstabilitet – dit humør skifter en del, og på dårlige dage er det helt forfærdeligt!
Personligheden er vanskelig at ændre, og selv små justeringer kan tage tid og kræve en vedholdende indsats. I mange tilfælde vil det være lettere at acceptere dig selv, som du nu er. I stedet for at forsøge på at lave dig selv om.
Mht. de andre: Glem det! Du kan ikke lave dem om, uanset hvor meget du så råber, skælder ud, bebrejder eller hvad du nu gør. Men du kan lade dem være. Acceptere, at de ikke er som dig. Og i stedet bruge dit krudt på at gøre noget af det, der giver dig energi og gør dig glad.
Genkender du noget af ovenstående kan du købe øget selvindsigt.
Læs evt. også:
- Er du begavet uden at vide det?
- 4 forskelle mellem at have høj eller normal IQ
- Derfor har du stadig ikke fundet det rigtige job
- Impostor-fænomenet: 3 grunde til, at du ikke kan tænke positivt
- Drop jagten på et fast job – og få et meningsfuldt arbejdsliv
- Er dit liv for kedeligt?
- 5 faktorer, der fremmer impostor-fænomenet
- Hvorfor bliver du i jobbet, selvom du mistrives?
- Gnavne gamle mænds klub – vil du være medlem?