Kan du nyde foråret – eller skal du opdatere dit CV?             Foto: Ann C. Schødt

 

4 ting, du ikke behøver skrive på dit CV

Skal du være 100 % åben og ærlig om alt på dit CV? Nej, ikke nødvendigvis.

Dit CV er ikke en skriftestol, hvor du skal fortælle alt.

Det hørte jeg mig selv sige til en kvinde, der spurgte mig til råds. Lad mig uddybe det her, så du måske også kan få gavn af det.

Der er 4 ting, du ikke behøver at oplyse om dit CV:

  1. Høj IQ
  2. Sensitivitet
  3. Personlighedstype
  4. Medicinerede diagnoser

 

Ad 1. Høj IQ 

Intelligens er af besynderlige årsager et større tabu end seksuel orientering, og du har absolut ingen mulighed for at vide, hvordan læseren af dit CV har det med intelligens. At du er medlem af Mensa eller oplyser dit IQ-tal kan gøre, at du bliver sorteret fra. Fordi det får læseren til at føle sig dum. Eller til at synes, du virker arrogant. Skriv i stedet, at du er hurtig til at lære nyt, analysere data eller sætte dig ind i komplekse problemstillinger. Altså: Oversæt din intelligens til noget læseren med stor sandsynlighed kan forholde sig til.

Læs mere: Intelligent – skal du oplyse din IQ på CV’et?

 

Ad 2. Sensitivitet 

Om du er særligt sensitiv behøver du heller ikke oplyse. Du risikerer bare at sende et signal om, at du måske ikke kan holde til at arbejde det pågældende sted. At arbejdsgiveren forventes at tage særlige hensyn til dig. Og så bliver du måske sorteret fra. Det er bedre, at du selv får mulighed for – efter en eller flere samtaler – at vurdere, om det er et sted, du har lyst til at arbejde.

Læs mere: Skal du oplyse på dit CV, at du er sensitiv og/eller introvert?

 

Ad. 3. Personlighedstype 

Det er også overflødigt at oplyse arbejdsgiveren om din bogstavkombination i en given persontypetest (MBTI/JTI el. lign.). Igen er der nemlig en risiko for, at læseren har forudfattede meninger om introverte, eller hvad typetesten nu giver en pejling på. Seriøse arbejdsgivere bruger en grundig personlighedstest (minimum 9 personlighedstræk) og det er først relevant, hvis de overvejer at ansætte dig. At du selv synes det siger alt om dig at være en bestemt persontype… ja, det er mest interessant for dig.

Læs mere: 6 myter der modarbejder de introverte

 

Ad.4. Diagnoser

Hvis du har en diagnose (el. sygdom), som du er medicineret og bliver behandlet for, er det heller ikke relevant at skrive på dit CV. Fordi du risikerer at stigmatisere dig selv. Først når de overvejer at ansætte dig, kan det være relevant at berøre under en samtale, hvis det kan påvirke den måde, du arbejder. F.eks. hvis du hurtigere bliver træt, har brug for ro omkring dig, flere hjemmearbejdsdage eller i perioder kan have flere sygedage. Så arbejdsgiveren ved, hvad der skal til for at du kan fungere optimalt i jobbet.

Læs mere: Kan du skjule en ADHD-diagnose på jobbet?

 

Hvordan håndterer du korte ansættelser på dit CV?

Mange jobsøgende føler sig forpligtede til at oplyse om alt, hvad de har foretaget sig siden de forlod folkeskolen. Men det behøver du altså ikke. For arbejdsgiveren er det mest relevant, hvilke kompetencer du har, og hvad du evt. skal lære, for at du kan udfylde jobbet snarest muligt. Altså: Hvad du kan. Og dermed bliver de seneste 5-10 år vigtigst.

Dit CV er ikke  en gravsten!

Så du behøver ikke angive datoer for dine ansættelser. Det er kun nogle få emsige vikarbureauer, der kan finde på at bede dig oplyse præcise datoer for dine ansættelser, og så må du hjem og tjekke på lønsedlerne. Fornuftige arbejdsgivere har mere fokus på, hvad du kan bidrage med hos dem.

Derfor kan du med fordel holde dig til at angive årstal på CV’et.

 

Hvordan håndterer du huller på dit CV?

Langt de fleste har såkaldte huller i deres CV:

  • Perioder imellem jobs – omstruktureringer, nedskæringer eller opsigelser af alle mulige andre grunde er et uundgåeligt vilkår på arbejdsmarkedet
  • Tidsrum mellem studier og første eller næste job er helt naturligt – du har kvalificeret dig teoretisk, og så kan der godt gå tid, før du finder det rette job, hvor du kan få praktisk erhvervserfaring
  • Længere sygeperioder – flere og flere bliver sygemeldt med stress, og det siger mere (eller lige så meget) om et øget præstationspres og urimelige arbejdsvilkår, end det siger om dig
  • Barselorlov eller anden orlov, f.eks. i forbindelse med pasning af et terminalt sygt familiemedlem – det er kun et sympatisk træk hos dig, at du vægter at bruge din tid på at drage omsorg for andre.

Vikariater kan være nødvendige for at kunne betale huslejen – så skriv det på max to linjer. Uddyb kort, hvis du har fået nogle nyttige kompetencer. Lad være med at brug kostbar spalteplads på at beskrive forskellige kortvarige vikariater – saml dem under en passende overskrift og gå videre til det væsentligt.

Kortere ansættelser er også svære at undgå. Kald det hvad det jo er: Tidsbegrænset ansættelse. Læseren af dit CV har ikke brug for at få udpenslet, om din chef havde psykopatiske træk eller tog tåbelige beslutninger. Det er din opfattelse og forhåbentlig har du lært noget af ansættelsen, så din næste chef bliver væsentligt bedre.

Det virker næsten mere normalt på et tidspunkt at have været sygemeldt med stress end ikke at have været det. Hvilket i sig selv er tankevækkende. Så længe sygemeldingen har været under din ansættelse, behøver det ikke fremgå af dit CV. Fordi du forhåbentligt ikke kommer ud for en ansættelse mere af samme kaliber.

Orlov kan du behandle som et vikariat: En overskrift og årstallet.

At forklare, hvorfor en given ansættelse ikke varede længere, end den gjorde, kan vente til de spørger. Og til den tid har du elevatortalen klar: En kort, faktuel og neutral sætning, der ikke giver anledning til at flytte fokus for samtalen. Det er jo fortid nu. Det kommende job er meget mere interessant.

 

Hvad er et godt CV?

Dit CV skal først og fremmest fungere som dokumentation for dine uddannelser og din erhvervserfaring. Så arbejdsgiveren kan vurdere, om du vil være egnet til jobbet.

Dit CV er som en professionel selfie: Det skal være opdateret og vellignende.

I mit mangeårige arbejde med rekruttering har jeg læst utallige CV’er, ligesom jeg løbende har skullet opdatere mit eget. Rekrutteringsfirmaer og headhuntere har mange holdninger til, hvordan et godt CV er. Nogle af dem har bestemte skabeloner, så dit CV kommer til at se ud som de andre kandidaters. (Og det tager irriterende lang til at udfylde!) Men der findes ikke kun én måde at lave et CV.

Her er min anbefaling til et godt CV:

  • Faktuelt
  • Let at læse
  • Overskueligt
  • Kronologisk fra nu
  • Gerne lidt grafisk lækkert.

Din jobansøgning derimod skal gøre læseren nysgerrig på at møde lige netop dig. Den skal være personlig, motiveret, velformuleret og lige i øjet. Den kan vi tage sammen en anden dag. 😉

Du kan læse mere her: Imellem jobs

 

Læg også:

Share This

Discover more from Potentialefabrikken

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading